Kvinde: Okay, dét der ligner noget min lillebror kunne lime
(Fredag aften, ved åbningen af Charlottenborgs Forårsudstilling)
Kvinde: Okay, dét der ligner noget min lillebror kunne lime
(Fredag aften, ved åbningen af Charlottenborgs Forårsudstilling)
Værket der blev kommenteret/disset synes jeg forøvrigt var ENORMT fantastisk, og noget jeg ville ønske JEG kunne lime. Så blev helt fornærmet på kunstnerens vegne. Han hedder Anders Scrmn Meisner, og titlen på værket er 'Stuffed and Exhibited', og består af en hel masse (10?) træplader (lakerede skibsagtige planker) med små plancher med et mylder af dyre- og plantebilleder og mærkelige tegninger og håndskrevne billedtekster. Jeg vil virkelig anbefale at man går derind og bruger noget tid på at fordybe sig i dem, for de er SJOVE, og FINE, og SÆRE, og SMUKKE. Alle mine bedste plusord.
LikeLike
Men så læste jeg noget, der får mig til at tænke helt anderledes om den kommentar:
“Det kunne hvem som helst have malet, blev der så sagt. Det kunne lige så godt have været malet af en abe. Det kunne mit barn også have malet. Ja, det kunne jeg sagtens selv have malet, hvis bare jeg gad.
Og det er jo både rigtigt og slet ikke rigtigt.
Under alle omstændigheder er det et udtryk for kunstens nødvendighed, at vi alle sammen både kan male og tro vi kan male og i det hele taget kan følges et stykke af vejen.
Derfor må det også ses som en udmærkelse, når kunstneren har kunnet male netop det som alle og enhver kunne have malet.”
(Inger Christensen, i essayet 'Vores fortælling om verden', fra Hemmelighedstilstanden, Gyldendal 2000)
LikeLike