Jeg er glad for Gertrude Stein. Rigtig glad. Fan. Ville gerne have idolplakater, og hvis hun levede nu og var en rockstjerne, ville jeg rejse rundt og stå helt oppe foran ved alle koncerterne. Seriøst.
Der findes et litterært selskab, der arbejder med Gertrude Steins forfatterskab. Dygtige mennesker laver oversættelser og skriver læsninger af oversættelserne, senest er disse to bøger udkommet. Steinselskabet har en hjemmeside, hvor man kan følge med i hvad der sker, både her i Danmark og i udlandet. Der er links til artikler og arrangementer etc.
Selskabet afholder ca. en gang om måneden et møde. Og alle kan være med. Gertrude Steins måde at skrive på er anderledes, kringlet, udfordrende, smuk – og så er hun sjov. Møderne er sjove. Man behøves ikke at have været dedikeret læser i årevis, eller have skrevet universitetsafhandlinger, eller have opført eksperimenterende danseforestillinger med Steins tekster som forlæg for at komme til selskabets månedlige møder.
Jeg vil ikke lyve. Det er den slags mennesker der er med i selskabet, og som trofast dukker op.
Men det de, vi, har tilfælles, er at Gertrude Stein gør os glade. Rigtig, rigtig glade. Sådan på glade-i-låget-måden. Begejstrede. Fjollede. Og når man har det sådan, vil man gerne dele det med andre.
I selskabet er der en fælles læsning af Gertrude Steins mastodont af en bog: The making of Americans i gang.
Til hvert møde er der forskellige oplæg om fx oversættelser eller opførelser af Stein – og så bagefter en fælles gennemgang af 30 sider af denne bog, som deltagerne på forhånd har læst hjemmefra.
Det er for mig personligt det, der får mig til at fortsætte med at læse. Det er en bog jeg ellers godt kunne give op overfor. En mastodont på 925 sider, der fortæller sin historie via gentagelse og variation. MANGE gentagelser og MANGE variationer.
Den fælles maratonlæsning er en gave – og en udfordring. For nu er vi nået til side 150, og hvad med dem der ikke var med fra starten? Hvad med dem der måske først nu har opdaget Gertrude Stein, først nu har læst deres første lille bid af hendes bøger, først nu har opdaget at der overhovedet afholdes møder om denne forfatter?
Kan man møde op til et arrangement hvor man på forhånd er så håbløst hægtet af?
Jeg tror ikke at jeg selv ville turde dukke op.
Og det synes jeg er meget ærgerligt.
På onsdag d. 14. marts er det min tur til at lægge for med den fælles gennemgang af de 30 sider. Jeg skal fortælle resten af selskabet hvad jeg har fået ud af side 150-180.
Fordi jeg allerede er i gang med en grundigere forberedelse end til de andre gange, vil jeg forsøge at udnytte muligheden for at invitere nye ind i selskabet.
Derfor vil jeg både mandag, tirsdag og onsdag lave et indlæg her på bloggen, som introduktion til læsningen på mødet onsdag aften.
Og hvis nogen så får lyst til at komme og være med, så kan jeg love, på æresord, at det er et GODT selskab at være i! Og jeg ved med sikkerhed, at alle nye vil blive modtaget som æresgæster, fordi jeg ved, at jeg deler denne bekymring for at selskabet lukker sig om sig selv og udarter til noget logeagtigt med de andre i selskabet. Det er ikke meningen, tværtimod.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 