Helt blå

I anledning af Preben Major Sørensens 75 års fødselsdag lørdag d. 14. april, teksten ‘Helt blå’ fra Øksens tid, Gyldendal 2002

Koldt, koldt skal der være i huset, lige til jeg ikke holder det ud længere. Så lukker jeg op for varmen. Men først vil jeg mærke køligheden og derpå kulden, og den skal nydes længe, den skal gå gennem marv og ben, som det hedder, og når jeg omsider er grundigt forkommen, når det er lige før jeg kan regne med en kraftig forkølelse eller måske – i min alder! – en lungebetændelse, når jeg sidder og ryster af kulde eller ligger i min seng og den hvide rimånde står op fra min mund, først da går jeg atter i gang med at varme huset op, og mens jeg er beskæftiget med dette, får jeg selvfølgelig også lidt af varmen (pudsigt udtryk; det hedder måske i grunden bare at få varmen – man kan ikke nøjes med at få lidt af den, enten får man varmen, eller også får man den ikke, og det kan jo være en alvorlig sag, for i så fald har afkølingen været for voldsom. Da truer døden). Men forudsat altså at jeg får varmen mens jeg lukker op for den og ikke segner om af kulde på vej hen til den nærmeste radiator, vil det efter al sandsynlighed lykkes mig at få varmet huset så meget op igen at jeg kan holde ud at være i det, og at jeg kan være i det uden fare for mit liv. Og imens er tiden gået, ligesom i Debussys “La Mer”, fra morgen til aften. Noget skal den jo også gå med, om det er bølgernes leg med vinden eller min med varmen og kulden, kan vel i princippet være det samme. Jeg må ind imellem have været helt blå i hovedet af kulde.
   Jeg har været ude og se mig i spejlet, ude i badeværelset. Jeg var helt blå i hovedet. Helt blå.