Den forlovede

I anledning af Preben Major Sørensens 75 års fødselsdag lørdag d. 14. april, teksten ‘Den forlovede’ fra Personlige grunde og Afgrunde, Gyldendal 1991
 
Denne kludedukke af et blegt nærmest hvidhåret (og meget tyndhåret) pigebarn der hang efter mig og som jeg ifølge den offentlige mening var forlovet med, var ved at gøre mig desperat. Jeg flygtede fra hende når jeg kunne se mit snit til det. Men til et stort selskab er det svært at holde sig fri af sin påtvungne livsledsagerske, og jeg måtte optræde i adskillige latterlige roller og ynkværdige scener med besvimelser og melodramatiske grådanfald, før jeg greb væsenet hårdt i armen og slæbte hende med mig ud i mørket. Jeg kunne ikke skælde hende ud, jeg kunne ikke slå hende, og jeg kunne ikke bare løbe fra hende, for hun løb efter mig og før eller siden lykkedes det hende på utrolig vis at indhente mig. Hun var svagelig og mager og kunne næsten ikke stå oprejst, men alligevel indhentede hun mig overalt i disse stuer, til disse forfærdelige selskaber. Hvor jeg stod og gik viste hun sig ved min side, lille, sart, bleg og med skæv savlende mund. Måske var det ikke hende selv men omgivelserne der satte hendes vilje igennem. Hensynet til den offentlige mening så at sige. For når jeg stod dér til en eller anden fest og talte med en tiltrækkende kvinde og dette væsen så pludselig dukkede op med sin Ophelia-krans i håret og sine store blege forgrædte øjne i det aflange hvide ansigt, var der altid en herre som heldigt trådte til når hun demonstrativt sank i afmagt, mens nysgerrigt observerende, forargede eller dømmende blikke rettedes imod mig. Jeg var under alle omstændigheder den skyldige, skønt jeg véd ikke hvorfor; jeg anede ikke hvem dette væsen var, jeg anede ikke hvorfra hun kom. Men hun syntes virkelig ikke at kunne eksistere uden mig, og selvom jeg var sikker på at jeg sagtens kunne eksistere uden hende, opbød jeg alle mine kræfter når hun besvimede. Jeg gjorde i alt fald hvad jeg kunne for at virke nærværende. Det ville jo også have været et etikettebrud hvis jeg bare havde ladet hende ligge dér og flyde eller overladt hende til en tilfældig mandspersons selskabelige konduite. Det var i det hele taget i meget høj grad et spørgsmål om omgivelsernes mening. Og ifølge denne var hun åbenbart min kone, eller min “forlovede”.
   Efter hvad jeg lidt efter lidt erfarede havde jeg fem børn med denne kvinde. To af børnene var åndssvage, én manglede et øje, og en anden var alvorligt talehæmmet – han stammede så voldsomt at det ikke var muligt at få et fornuftigt ord ud af ham. Det femte af børnene, en lille dreng, var helt normal men meget støjende og uartig. Jeg så aldrig disse børn, men jeg betalte børnepenge og jeg hørte tit og ofte skadefro hvisken i krogene om de evnesvage, institutionsbørnene som de blev kaldt.
   Min kone, eller min “forlovede”, så jeg forsåvidt heller ikke undtagen til selskaber. Så var hun der pludselig. Jeg levede tilbagetrukket, i en jordhytte i udkanten af en skov hvor der gik et par får på græs, som jeg havde omgang med når saftspændingen blev for voldsom. For det meste var jeg stille. Men når så disse deputationer arriverede (i tophatte, med vajende faner og jagthorn) vidste jeg hvad klokken var slået. Jeg kunne ikke unddrage mig og måtte modtage indbydelsen til disse parties i velhavende villakvarterer.
   Det var til disse festarrangementer at min “forlovede” dukkede op. Som ud af den blå luft. Pludselig stod hun ved min side, foran hoveddøren mens jeg trykkede på ringeklokken, med blikket stift ned i jorden og en skæv sur mund som et andet barn der er blevet nægtet en flødekaramel i årtusinder. Og ikke så såre var døren blevet åbnet før hun brød ud i højlydt gråd. Og hver gang: værten eller værtinden, i reglen værtinden: “Jamen lille du, jamen kæreste dog, hvad har han nugjort imod dig?!” – udbruddet ledsaget af et rasende blik på min person, jeg der lydigt havde forladt mit hul efter at have trukket i mit stiveste puds, blomst i knaphul, duftende af eau de Cologne, nybarberet, en mand i sin bedste alder, sagesløs, ungkarl. Pludselig stod det rædselsfulde kvindemenneske bare dér ved min side, og så begyndte helvedet.
   Min forlovede havde to søstre, som hadede mig, som tragtede mig efter livet og som selvfølgelig altid var til stede ved bemeldte selskabelige lejligheder. Af samme grund rørte jeg aldrig en genstand, drak aldrig en kop kaffe, satte ikke en snitte til livs. Jeg kom altid sulten og tørstig hjem efter disse aftener. Så slagtede jeg – under månen – et af mine hellige får, slukkede min tørst med dets blod og stillede min sult med det rå kød.
   Hun fulgte mig aldrig længere end tre skridt ud i mørket, ned ad havegangen, så opløstes hun i den sorte luft. Lige pludselig hun var kommet, lige så pludselig forsvandt hun igen, sporløst.
   Det varede et par år. Nu hvor jeg tænker tilbage på den tid går det op for mig, at jeg faktisk ikke kendte nogen af de mennesker jeg omgikkes. Grosserer Lind f.eks., prokurator Ask, direktør Elm (og hans islandske frue), bogholder Bøg, eller overlæge Palme, der var patolog og altid spurgte interesseret til mit helbred o.m.a., hvis navne jeg ikke længere husker, er personer om hvilke jeg intet aner ud over at jeg sådan ca. en gang om måneden traf dem til disse selskabelige arrangementer, der så ganske domineredes af min “forlovedes” hårdnakkede og vellykkede forsøg på at skandalisere mig.
   En anden ejendommelighed: Jeg kendte navnene på en del af gæsterne; navnet på min forlovede kendte jeg ikke. Og jeg har ingen erindring om navnene på de fem børn. Jeg mindes svagt et besøg på en åndssvageanstalt og synet af to børn der knaldede deres hoveder mod hinanden som et par Jakel-dukker der skal illustrere et slagsmål. Men ellers: tomt, slukket, mørke, tæt mørke. Men kransen i det lyse, tynde hår, det aflange, forgræmmede, forgrædte ansigt, skikkelsen der synker sammen på gulvet og de dømmende blikke, de forargede åsyn der vendes imod mig, duften af eau de Cologne og dyre parfumer, træet i haven der kløves af lynet, jordhulen, fårene … Dét husker jeg. Det meste forbliver i glemsel. Det er til gengæld også det eneste hvori det forbliver. I alt andet vejres det hen, som skygger af heste på en eng en kold måneskinsnat.