Dyrenes filosofi (uddrag)

I anledning af Preben Major Sørensens 75 års fødselsdag lørdag d. 14. april, uddrag fra midten af teksten ‘Dyrenes filosofi’ fra Bevægelser i mørket, Gyldendal 1994

Jeg husker første gang jeg så min far som det store dyr, eller den forfærdelige almægtige gud, hvilket er det samme: en nogle og halvtredsårig mand med tyndt grånende hår, en streng og skarp profil og bitre, blege læber. Han stod i det der i mit barndomshjem kaldtes herreværelset (dér hvor skrivebord og bibliotek befandt sig, og hvor herrerne ved selskabelige lejligheder røg cigarer) i færd med at tage en bog ud af en bogreol. Jeg kom netop gående gennem lejlighedens entré og bemærkede, idet jeg kastede et blik ind igennem ruderne i døren ud til entreen, uden at undres nævneværdigt de tydelige knurhår omkring min fars kæft (det ville være urimeligt at tale om et dyrs mund, eller om ikke urimeligt så i hvert fald sentimentalt). Som sagt, jeg bemærkede min fars knurhår. Jeg betragtede ham i profil. Han stod med siden til mig. Jeg så hvorledes hans forholdsvis humane men dog skarpe profil langsomt bøjedes – som et glødende jern af smeden – og puma,- tiger-, løve- eller panterhovedet kom til syne. Stående på bagbenene tog rovdyret nu med sine syleskarpe kløer en tyk blodplettet bog i kalveskind ud af reolen. Jeg var sikker på det var den bog der hedder “Dyrenes filosofi”, et umuligt skrift forfattet af en sabelkat årtusinder før skriftens opfindelse men fuld af gode råd om hvordan man overlever under de vanskeligst tænkelige vilkår.
   Ved dette syn, synet af min far rovdyrguden, der stod derinde bag de med tynde gennemsigtige tylsgardiner forhængte vinduer i entrédøren, blev jeg grebet af afmægtigt raseri, afmægtigt fordi min menneskelige forstand, min fornuft, sagde mig at kampen ville blive ulige og at det ville vare længe før jeg ville udvikle de samme puma- eller tigeragtige egenskaber min far med så tydelig selvtilfredshed demonstrerede, som han stod dér og med sine kløer foretog opslag i dette groteske og umulige zoologiske værk, en bog om dyr skrevet for dyr og af et dyr, en blodigrød skamplet på al tankevirksomhed, en bog om skarpe tænder og dødbringende bid ivrigt håndteret (thi hvad siger man når poter blader i en bog?) af min far, denne åbenbaring af dyrisk raseri, dræberinstinkt og en eksplosion af knurhår, spidse hjørnetænder og knivskarpe kløer. Han var nu helt stribet, altså tiger, sandsynligvis sibirsk, den største nulevende tigerart. Det store tunge hoved vuggede langsomt frem og tilbage mens han foregav at læse.