*56

Engang kørte jeg med den samme taxachauffør med seks års mellemrum. Første gang var han ny; han bad om hjælp til at finde vej og undskyldte. Anden gang var forleden nat. Med det samme jeg steg ind i taxaen, genkendte jeg ham og fortalte, at jeg havde kørt med ham på en af hans første ture. Han grinede og sagde: Det her er en af mine sidste ture, på mandag sygemelder jeg mig, og så skal jeg aldrig køre taxa mere. Vi talte om arbejdsvilkårene. En hel dag kan gå uden ture, hvis man er uheldig. Ingen ture: Ingen penge. Få ture, korte ture: Få penge. Jeg troede, I fik timeløn, sagde jeg, og kunne med det samme høre hvor naivt det var. Han havde flere gange været ved lægen, der advarede ham mod at fortsætte. Han havde allerede været sygemeldt en gang, i to uger. Han troede, det var nok. Men det blev værre. Han kunne ikke længere koncentrere sig, ikke huske så godt. Han var blevet overfaldet flere gange, en gang af unge mænd på stoffer. Gennembanket. Han var bange. Nu skulle det slutte. Jeg spurgte om han vidste hvad han så ville lave. Bare ikke køre taxa, svarede han og grinede. Vi grinede. Jeg var glad på hans vegne, jeg ønskede ham held og lykke. Virkelig held og lykke.