Engang havde jeg en lærer, der spurgte os (6. klasse) hvad man skal gøre, hvis nogen får noget galt i halsen og er ved at blive kvalt. Da vi var færdige med at demonstrere vores viden om forskellige klappe- og klemmemetoder, sagde han: Ja, men hvis det ikke virker, skal I skære et hul i halsen, og stikke et rør ind – fx fra en Bic kuglepen – så personen får en alternativ luftvej. Han valgte en af os (så vidt jeg husker hende med det lange, lyse hår) og markerede med kuglepen præcis hvor på halsen, vi skulle skære. Han understregede, hvor vigtigt det var, at vi skar det rigtige sted. Altafgørende. Bagefter viste han os, hvordan man hurtigt kan skille en Bic kuglepen ad, så røret kan bruges. Han opfordrede os til altid at have en Bic kuglepen med, for en sikkerheds skyld.