I dag *2

I dag stod jeg så tæt på en svane, at jeg kunne have rørt ved den, hvis jeg havde turdet. Kvinden, der netop havde fodret fuglene (svaner, gæs, blishøns, ænder, mågerne jog hun væk,) stillede sig ved siden af mig og sagde: Tror du, de spiser kød? Det er gamle pølsehorn, jeg ville bare rydde ud i skabet derhjemme. Jeg tror, de er ret altædende, svarede jeg og fuglene havde spist det hele før sætningen var færdig. Men bagefter så jeg en svane tage et cigaretskod i næbbet og sekunder senere spytte det ud igen, så ikke altædende alligevel. Kvinden fortalte mig flere ting: At et ægtepar to gange om dagen fodrer fuglene, de bruger 40.000 kroner om året på det, de får også fiskeaffald fra en mand i Søborg, som de giver til hejrerne. Hun pegede ud på en ø i mosen, hvor hejrerne sad på række. Hun forsøgte at tælle dem; syv, otte stykker. Nogle gange er der helt op til atten, sagde hun. Hun pegede på en, der sad på bredden tæt på os, og sagde, at så tæt på havde hun aldrig før set en komme. De må være meget sultne, sagde hun. Jeg sagde, at ornitologerne sidste år fortalte, at fuglene slet ikke lider nød om vinteren. Jo, sagde hun, men nu har vinteren jo varet så længe i år. Vi talte om svanerne. Hvor hvide de er, hvor sunde og blanke de så ud (sagde jeg), at så længe de er runde omkring brystet sulter de ikke, og har du prøvet at røre ved dem, det føles sjovt, de er helt hårde, prøv, må jeg røre ved dig, nå ikke, nej, det vil du ikke (sagde hun). Jeg fortalte, at jeg aldrig havde været så tæt på en svane før, og at jeg er bange for dem. Jeg fortalte ikke om den kildrende fryd, det gys, da jeg blev stående, selvom svanerne kom tættere og tættere på. Det var mens hun fodrede, før hun stillede sig ved siden af mig. Jeg så længe på fuglene. Svanerne nappede hinanden i halsen. En af dem nappede også de andre fugle. især en and gik det hårdt ud over. Så var der to svaner, der nappede den samme gås i halsen, deres næb gik helt hen over gåsens hals, den gjorde sig lav og forsøgte at klemme sig imellem de to svaner og forbi. Blishønsene er smukke, sagde jeg. Er det ikke blishøns, de hedder, de sorte? Jo, sagde hun, de plejer heller ikke at komme så tæt på, de må være sultne. Det var noget med den hvide sne, de store, hvide svaner, og så de små, kulsorte blishøns indimellem. Mågerne, der fløj over dem, landede og lettede i bølger, lysegrå, det var også smukt. Hun kaldte dem konsekvent de forbistrede måger, og viftede med armene.