I dag så jeg en skade hakke i liget af en overkørt måge. På vejen, mellem to parkerede biler. Fugl æder ådsel. Det viste jeg ikke at de gjorde. En anden dag så jeg en måge, der kun havde et ben. Det højre. Jeg blev stående længe, for at være sikker på at den ikke bare holdt det andet varmt oppe mod underkroppen. Det har jeg set før. Bedst som jeg troede, at jeg havde fundet en etbenet and eller gås, var benet bare gemt af vejen. Men denne måge hoppede alt for længe og alt for besværet rundt på sit ene, stilkede ben mellem de andre, ivrigt trippende måger. De havde slået sig ned i græsset foran mig, fordi de troede, at jeg kom med mad til dem. Den havde svært ved at holde balancen, der var ikke noget venstre ben, jeg er helt sikker. Og så så jeg endnu en etbenet måge. Denne havde kun det venstre, og det var rødt. Jeg kiggede fra den ene måge til den anden. Et rødt venstreben og et gråt højreben. Jeg kiggede på alle mågernes ben, og jeg ved ikke hvorfor nogen har grå og nogen har røde ben. Det kan være forskellen på hanner og hunner. Det ville jeg gerne vide. Jeg ville gerne vide det, mens jeg stod der. Jeg kan undersøge det nu, men jeg skal ikke noget med den viden nu.
Der var i alt tre etbenede måger.
Det vil sige, jeg er kun helt sikker på den første. De to andre nåede jeg ikke at se på længe nok til at kunne sige med sikkerhed, om de ikke bare havde gemt benet af vejen for at holde det varmt.
Den koldeste marts måned i tredive år, har jeg hørt nogen sige. Hvem, kan jeg ikke huske, og hvor de havde det fra, har jeg ikke undersøgt. Jeg er træt af alt det, jeg tror, jeg ved og af alt det, jeg ved, jeg ikke ved. Jeg er træt af at kigge på fugle. Hvis jeg boede på landet ville jeg måske skrive om andre dyr. I dag så jeg et rådyr, i dag så jeg en mår. I dag kørte jeg næsten en hare over, i går var det en fasan.
Engang boede jeg faktisk på landet.
Hver dag håbede jeg på at se en havørn. Jeg brugte virkelig meget tid på at kigge op efter den, for de fandtes virkelig dér, det var ikke utænkeligt. Det var almen viden at et ynglende par holdt til i det område. Men det skete ikke.
En anden rovfugl, som jeg ikke kan huske navnet på nu, sad ofte i et træ i haven. Den var særlig og sjælden, alligevel har jeg glemt hvad den hed. Den var blå eller navnet indeholdt ordet blå. Måske.
Måske ville jeg også skrive mest om fugle, hvis jeg boede på landet.
Måske interesserer jeg mig virkelig meget for fugle.
Engang købte jeg en fuglebog. Der fulgte en cd med bogen, så man kunne lære at genkende fuglene på deres lyde. Det lærte jeg aldrig. Det var det samme med den bog, jeg købte om træer. Jeg vil så gerne kende naturen. Jeg vil være sådan en, man går tur med, og uanset hvor kort eller hvor lille turen er, så har man virkelig lært noget om naturen på den tur. Jeg har ikke klæbehjerne. Jeg læste og trænede og memorerede. Birk, bøg, asp, elm, eg. Fingerformede blade, hjerteformede blade, barktyper og løvfald. Det samme med blomster, og ja, med fugle. Den viden vil ikke sætte sig fast.
Hvis du en dag går en tur ud i naturen med mig, så skal du vide det.
Jeg klapper på et træ og siger for eksempel: Det kirsebærtræ har fem-seks gode år tilbage, så vælter det. Du kan se det dér, på hullet, det er ved at rådne. Det bærer frugt i nogle år endnu, og så er det sket.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 