I dag er det det cremeparrets tur, de var også med færgen i går. Men man skal længere tilbage i tid for at se dem for sig, sådan ca midt-tresserne, tror jeg, og det var nok også dengang de var unge.
Manden var iført hvide jeans, hvid turtleneck i blødt jerseystof, flødefarvede, spidse lædersko og en flødefarvet, kort læderjakke, som han tog af og på i et væk. Hun var iført stramme, hvide bukser (faktisk så stramme, at lynlåsen kun kunne lynes halvt op), en hvid top med blondekant foroven, en flødefarvet læderjakke med trekvartærmer, perlehalskæde, perleøreringe (ægte, det er jeg sikker på) og en tynd sølvkæde med et lille vedhæng, der glimtede som diamanter (og ja, det tror jeg også det var) og mange fingerringe, der også lynede og glimtede som besat.
De havde begge stridt, gråt hår, hendes var kunstfærdigt opsat, med små slangekrøller, der var fikseret med hårlak, så jeg tror de kunne trækkes gennem regn og blæst uden at røre sig af pletten. De havde læderhud og rynker.
Jeg kørte i elevator med dem. Dén hvor man skulle snige sig igennem bildækket for at komme med, de damer jeg fulgtes med var hurtigt inde, og en anden dame med cykel, der forinden havde holdt en dundertale om regeringen og om behandlingen af de ældre, var endnu hurtigere, og så var elevatoren fuld og vi kom først med i anden omgang. Det var damen mildt sagt utilfreds med, hun forsøgte at mase sig ind, men manden trak hende ud igen, og det var lige før hun sparkede til elevatordøren, da den lukkede sig. Mens vi ventede sukkede hun og sagde: “Det tager godt nok lang tid.” Da vi var inde i elevatoren spurgte hun om jeg vidste, hvor man købte færgebilletterne henne, men det vidste jeg jo ikke, for jeg var også ny her.
De så på hinanden og grinede, sådan som teenagere griner til hinanden; indforstået, fjantet.
“Ja, man skulle tro vi skulle være af sted i en måned med alt det vi har med,” sagde hun og han sagde: “ja, og det skal vi ikke, kun en weekend, nej ikke engang det.” Hun fortsatte, og jeg vidste ikke helt om de fortalte det til mig, eller om de talte til hinanden: ” Nej, kun en overnatning, en lille weekend.” De så kun på hinanden og fortsatte med at fnise, og jeg opgav at sige noget, selvom jeg intet hellere ville end at snakke med dem, så jeg kunne få mere at vide. Man kan sige at de overmandede mig. Nu kan jeg så sidde her og forestille mig alt muligt, men intet kan konkurrere med dem, dér.
Måske var de stukket af fra noget. Eller nogen. Måske havde de brugt lang tid på at planlægge, måske havde de helt spontant fyldt den kuffert, som de havde med, og som naturligvis også var fra en anden tid: Fra den tid, hvor en kuffert blev trykket sammen, og ikke havde en lynlås. Fra den tid, hvor en kuffert var lavet af et fast, solidt materiale, ikke af stof. Fra den tid hvor en kuffert ikke var opretstående og ikke havde et trolleyhåndtag, så den kan trille efter en. Fra den tid hvor en kuffert havde ét og kun ét håndtag, som man bruger, når man skal bære den. Deres kuffert var sort med et metallisk skær. Den var det eneste ved dem, der ikke var soft.
Nej.
Måske havde de klædt sig ud.
Måske sidder de lige nu og griner deres røv i laser.
Nej, de griner deres popo i laser.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 