I dag danser fire piger på græsplænen ude i min gård. Jeg opdagede dem, da jeg skulle smøre min frokost. Fire piger, unge kvinder, store teenagere. De har alle sammen meget langt hår, samlet i hestehaler. To lysblonde, en mellemblond, en brun. Tre glathårede, en med krøller. De er slanke, de danser godt; på række, to og to. De ryster hofterne, de skyder brystet frem, de strækker armene op i luften, trækker dem hen foran ansigtet, de holder dem over kors foran brystet.
De går i stå det samme sted hver gang.
De skal lave nogle trin meget hurtigt, og de kan ikke finde ud af dem, de slukker musikken, taler og starter forfra.
Jeg brugte så lang tid jeg kunne på at smøre min frokost (paneret torsk på rugbrød med citronsaft, remoulade og peber), mens jeg kiggede på dem ud af køkkenvinduet. Det er gået op for mig at jeg stadig er bange for piger. Teenagepiger. Pigegrupper. Den selvfølgelighed de går ud i verden med.
I svømmehallen, i omklædningsrummet. De talte højt, mens de tog tøjet af. Om Twilight-serien, om hovedpersonerne. “Edward er bare så sød ved Bella, han forkæler hende bare så meget, hun får bare alt,” sagde en pige. “Snakker du om dem i serien eller i virkeligheden?” spurgte en anden (og selv jeg ved, at skuespillerne er kærester, kvinden har godt nok været ham utro flere gange, mindst to, tror jeg,) og pigens svar kom så prompte og så overbevisende: “Begge dele!”
Tror jeg, de holder øje med mig? Tror jeg, de griner ad mig? Det er helt urimeligt at tro. Jeg tror, de har nok at se til med at holde øje med sig selv og hinanden. Jeg husker det, den alder, sådan. Men så igen, jeg var ikke sådan. Der var intet jeg hellere ville, men det ville ikke lykkes. Derfor holder jeg så godt øje med dem.
Derfor. Og måske fordi jeg stadig tror, at jeg kan aflure deres hemmeligheder: Lære dét, de kan. Den selvfølgelighed.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 