I dag, for ganske kort tid siden faktisk, lå jeg på et tæppe i min gård og mærkede noget mod mit lår. Større end et insekt, blødt. En kat, nåede jeg at tænke, mens jeg tog hånden til låret, satte mig op og åbnede øjnene, men det var en fugl.
En skadeunge, der triptriphoppede væk, ikke særlig langt, så stoppede den op og kiggede på mig med hovedet på skrå, som fugle gør.
Længe kiggede vi på hinanden, jeg havde god tid til at tænke en hel masse ting: Hvad lavede den på tæppet, hvad ville den ved mit ben, ligge og hvile sig? Den var ikke så lille og ikke forkommen, men heller ikke helt overbevisende frisk, pelsen var mat og lidt pjusket, mon den kunne flyve? Oppe i det nærmeste træ kunne jeg se to voksne skader, der også kiggede på fugleungen og mig, måske var den faldet ud af sin rede, måske var det dens mor og far?
Hvad er det med mig og fugle, nåede jeg også at tænke.
Egentlig har jeg vel en fuglefobi. Jeg tror, de har sygdomme i deres næb og kløer, som de vil kradse ind i mine øjne, sådan er det, når de flyver tæt forbi mig – men som jeg sad her, så tæt på skadeungen, var jeg slet ikke bange. Jeg håbede faktisk, den ville komme tilbage. Jeg fortrød, at jeg var så hurtig til at rejse mig op. Jeg skulle have kigget først, ikke bevæget mig, så var den nok blevet ved siden af mig. Er jeg i virkeligheden en fuglehvisker? tænkte jeg, men kunne alligevel ikke tage mig selv og den tanke alvorligt (nok).
Et lille stykke fra os (mig & fuglen, fuglen & mig) sad et par, der lige før havde røget vandpibe, nu kom manden med deres hund; en stor, muskuløs bokser. Har jeg fortalt at jeg bor i Nordvest? Hunden så fuglen med det samme og hang vandret i snoren med blottede tænder. Skaderne i træet, der før havde bevæget hovederne frem og tilbage, stivnede. Fuglen ænsede til gengæld ikke hunden, og nu mistede den også interessen for mig. Den triptriphoppede hen over plænen, stod indimellem stille og strakte hals, før den fortsatte forbi hunden og ind i buskadset.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 