Engang blev jeg student og kørte i hestevogn, men på vejen lå en jernplade henover et hul, og den ene hest gik i panik og fik den anden med. De sparkede kuskens ene knæ i stykker, og endte selv med at ligge ned på jorden, helt viklet ind i deres seletøj. Kusken lå på jorden med blod ud over det hele, og råbte at nogen måtte spænde hesten fri. Torben gjorde det. Vi andre stod i sikker afstand og så på. Dengang havde jeg selv en hest, alligevel var jeg ikke den, der meldte mig for at hjælpe. Tværtimod, jeg gik meget langt væk, jeg var skidebange. Det viste sig bagefter, at det var Torben også. Ikke kun fordi det hele var så vildt, men fordi han faktisk var rigtig bange for heste. Han skulle nærmest kravle ind over hestene for at få dem fri, kusken dirigerede ham; fortalte hvilke spænder, der skulle løsnes og i hvilken rækkefølge. Jeg er stadig så imponeret over Torbens mod. Bagefter græd han, det var der flere der gjorde. Vi havde siddet oppe i hestevognen, mens hestene stejlede og sparkede bagud, og ramte vognen så splinterne føg, og så pludselig kuskens knæ. Det havde været svært at komme ned fra vognen, det hele gik på en gang så hurtigt og så langsomt.
Vi stod og ventede, hestene var rolige, så vidt jeg husker haltede den ene en smule, men ellers virkede de uskadte. De græssede vist bare, vi var på en stillevej, omgivet af villabaghaver. Så var der pludselig en journalist og en fotograf fra Aalborg Stiftstidende imellem os. Hvordan de vidste det, hvordan de kunne være der så hurtigt, forstår jeg stadig ikke. De ville interviewe Torben, men han ville ikke snakke med dem, eller kunne ikke, han var vel i chok. Jeg kan huske, at jeg blev meget forarget, og at jeg ikke var den eneste. Væmmelige, sensationshungrende gribbe, noget i den stil sagde vi til hinanden. Hestene blev hentet af en dyreambulance, kusken af en menneskeambulance. Vi blev hentet af Mettes mor, så sad vi dér i udestuen.
(Anne mindede klassen (eller dem af os som er på facebook, hurra for det) om det, fordi dette skete i Tønder forleden)