Jeg har tænkt en del over om jeg skulle ændre ordet ‘løvefødder’ i forrige indlæg, til det mere anatomisk korrekte ‘løvepoter’, også fordi ‘løvefod’ faktisk er en blomst. Men det duer ikke. ‘Løvepote’ har en nuttet klang, som er helt, helt forkert. Ordet mangler den tyngde, som er i fødderne. Hvis det var en bjørn, kunne man sige ‘lab’. Der er kraft i en bjørnelab, man ved at der er enorme kræfter på spil i et slag med en bjørnelab.
Og det var sådan løvefoden blev serveret.
Begge hænder skulle bruges, for at løfte den hen på bordet.
Tilberedningen nager mig også lidt. Blev den kogt eller bagt? Jeg mener, at det var en del af drømmen, og at jeg burde huske det. Det forekommer mig, at en bagt løvefod ikke ville kunne bevare pelsen så så så ….frisk? En ovn ville vel svide pelsen, i det mindste give den lidt farve.
Jeg tror den var kogt.
Jeg tror lige præcis pelsen var, som hvis den var blevet kogt. Den virkede tungere. Jeg kan ikke finde et ord, der beskriver det bedre.
Der er også det med at skrive sætningen ‘engang drømte jeg’, som jeg ikke helt kan forlige mig med. Jeg overvejede at fjerne det fra den første sætning, og indlede: Engang blev der serveret løvefødder. En dejlig sætning, men nej, for så ville jeg ende i den grummeste kliche, hvor det så i slutningen uha nej blev afsløret at: Det hele var bare en drøm…. Det dummeste greb.
På den anden side, hvilke festlige reparationsforsøg har det ikke afstedkommet – var det i Dallas eller Dollars (eller begge) hvor de på et tidspunkt, langt ude i en af personernes historie, fortrød, og besluttede at: Det hele var bare Fallons drøm. (Nu kunne jeg google navnet Fallon og finde ud af om det var Dallas eller Dollars, det gider jeg ikke) Og så skulle de ellers tilbage i afsnittene og rekonstruere: Alle scener, al handling, som Fallon havde været indblandet i, i det tidsrum de nu havde besluttet bare var en drøm, skulle ikke længere eksistere. Mens det, der var sket uden Fallon, stadig var sket.
Det udredningsarbejde.
Jeg gad godt have været en af de manuskriptforfattere, der skulle udrede. Det tiltaler min systemfix-hjerne.
Men bortset fra det, så er det et dumt greb, eller det kan være et dumt greb af flere grunde: Hvis man gør det for at opnå overraskelselseffekten er det både for nemt og for brugt. Hvis det (som i mit forrige indlæg) ovenikøbet drejer sig om noget, der så åbenlyst er hentet fra et drømmeunivers – dels det lettere bizarre i at skrabe kød af en løvefod med en teske, dels det evigt tilbagevendende ‘åh nej, jeg har jo ikke noget tøj på’ – er der jo ingen grund til ikke at lægge kortene på bordet fra starten af.
Der er noget med at hvis fiktionen overhovedet skal fungere, skal læseren gå all in (jeg så singleliv på Kanal 4 i går, og der talte de meget om at gå all in på dem de ville score, ikke noget med at lægge bets på andre) og mens læseren hænger der, er det ingen kunst at trække tæppet væk under dem, det er det nemmeste, men hvorfor? Det er virkelig sjældent at jeg kan se et formål med det, som er mere end at forfatteren kan føle sig som en glad tryllekunstner, der lykkes med sine tricks. Nu, så snart jeg har skrevet det, er jeg overbevist om at man kan bruge netop det greb til noget helt ekstraordinært fantastisk. Så meget for den holdning. Jeg er ikke så god til holdninger. Og nu, straks jeg har skrevet dette: Du gode hvor jeg koketterer.
Alt det bare for at sige, at jeg lader det stå, som det er.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 