Engang skrev jeg:
Nu bor jeg så her, ikke bare på landet, men vildt langt ude i en skov. Jeg skriver om mine høns, og jeg har ønsket mig og fået en fuglebog. Indtil videre er følgende fugle observeret og identificeret i haven: Skovskade, solsort, sangdrossel, vipstjert, bogfinke, musvit, hakkespætte. Ravnen er hørt. Om det er en rødkælk eller en lille fluesnapper er endnu ikke afgjort.
I dag kom 'broget fluesnapper' til. Den sad først på tagrenden, en lille, sort og hvid spurvefugl med et overraskende højt, insisterende pip. Den satte indimellem lynhurtigt af og fangede insekter i luften, så fløj den tilbage og pippede videre. Senere på dagen fløj den flere gange helt op i vindueskarmen og så ind ad vinduet. Den har to hvide prikker lige over næbbet, det ligner ekstra øjne, meget forstyrrende dobbeltblik ind på mig. Mig, der glor på dyr, der glor på mig, det sker heroppe, det er sket før. Endnu senere i dag hørte jeg en ny lyd, en mærkeligt hul skramlen. Lyden kom inde fra ventilationsskakten i køkkenet, den er ved at bygge rede.
LikeLike