I dag *15

I dag er det søndag og jeg plejer at holde søndag på hvilemåden. Jeg er ikke kristen, slet ikke religiøs, men jeg kan bruge den ramme. Det er mere rigtigt at sige, at jeg har brug for den ramme. Ellers sidder jeg aldrig ned, der er altid noget, der skal gøres. Hviledagen betyder arbejdsforbud, og jeg er i stadig forhandling med mig selv om hvilke undtagelser, der kan gøres. At hækle er vist nok vedtaget i orden. Normalt er søndag også badedag, bortset fra hele sommeren, hvor hver dag var badedag i søen, nogle gange to gange om dagen. Det spørgsmål jeg ofte stilles af gæster, er hvordan det er at bo på en måde, som er som altid at have ferie. Svaret er svært. På en måde er det rigtigt, på en måde er det omvendt. Det er altid hverdag, der er altid arbejde. Men det er arbejde på en anden måde end jeg er vant til. Jeg arbejder for mig selv. Jeg tror nok at jeg er nået frem til at det er den største forskel. Alt jeg gør, gør jeg for mig selv. Lige nu bygger jeg hønsegård, efterårsgraver bede, isolerer hønsehus, gen-indfanger Svend Frikanin hver anden dag og lapper de huller, han laver i stalden. Jeg skriver. Hver dag skriver jeg. Og må jeg det om søndagen? Det er uafklaret. I dag skriver jeg. Og jeg vil skrive om lort.

Jeg har skrevet dagbog hele det første år heroppe. Nu er det år gået, og jeg er gået i gang med at genlæse og gennemskrive det. Lige nu som digte, det er et eksperiment, endnu et eksperiment. Mens jeg læser dagbogen, kan jeg se hvor meget affaldet fyldte i starten. Hold kæft hvor har jeg kørt meget klamt på lossepladsen. Der skal skiftes tag på Bondsäter nu. I sidste uge kom håndværkerne og satte stilladser op, og i den forbindelse skulle de rive et hærget halvtag ned på bagsiden af huset. Jeg skulle rydde det, og kørte endnu en tur på lossepladsen. Gamle gipsplader, benzindunke, skumgummimadrasser, cykler, rustne dåser, umage ski og glasskår. Jeg tror nok at det var den næstsidste tur. Bagefter er der kun det skrald tilbage, som jeg selv producerer. Jeg er blevet god til at affaldssortere. Og så har jeg netop elimineret den største kilde: Bleerne. Drengen er holdt op med at gå med ble. Det er en stor ting. Jeg forsøgte sidste vinter at gå over til stofbleer, det var den værste dag i mit liv. Endte med en dybfrossen spand med lortetøj ude på verandaen. Den stod der længe. Jeg fik aldrig mod på at prøve igen, men har virkelig ikke haft det godt med bleerne. Jeg ved hvor unedbrydelige de er. Kender historierne om hele øer af brugte bleer, der sejler rundt på verdenshavene. Nå. Jeg er ikke religiøs, men jeg tror på noget: Jeg tror på at verden ville blive et bedre sted, hvis alle begyndte at forholde sig mere realistisk til deres egen lort. På alle måder: Den lort, der kommer ud af vores krop, bare for at starte et sted. Hvorfor bruge så meget dyrebart vand på at skylle det ud i et sindrigt system, der har som vigtigste funktion at gøre det muligt for os at lade som om det aldrig har eksisteret? Lort kan blive til jord. Hvis man gør det rigtigt, giver det tid nok og plads nok, så bliver alle farlige bakterier og eventuelle sygdomme effektivt elimineret. Jeg tror på das og muldtoilet. (Og det findes også udviklet til lejlighedskomplekser/byer!) Hvis man nu bare startede med det, startede med det mest basale lort, vænnede sig til at tænke på det. Erkender, at det findes. Så kunne man måske forestille sig at man også udviklede et mere realistisk forhold til alt det andet lort, som vi hele tiden omgiver os med, indtil vi ikke skal bruge det mere, og smider det i skraldespanden. Kører det på lossepladsen. Lossepladsen er god, det er ikke det. Bedre fx end den løsning, som åbenbart har været populær her: At grave alt ned i jorden. (Faktisk bor jeg på en losseplads, hver gang jeg graver et nyt bed, dukker sære ting op.) Men man kunne jo også lade være med at anskaffe sig alt det bras. Tage nogle principielle beslutninger og efterleve dem. Ikke mere plastic i mit liv. Det kunne være en beslutning, et sted at starte. Det er en vild beslutning, den er omfattende, besværlig, fuld af konsekvenser og nogle af dem er irriterende. Men beslutningen om at købe plastic er faktisk lige så vild og omfattende, har lige så mange konsekvenser, måske større. De er bare ikke synlige i vores liv. De sejler rundt på verdenshavene, de ligger i bunker på kysterne i andre lande, svæver rundt som bittesmå partikler. Hormonforstyrrende stoffer i fisk. Gift.

Det er søndag i dag. Ude øsregner det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortsætte det her. Jeg mener det virkelig, og jeg ville ønske at mange flere gjorde meget mere, selvfølgelig er der en grund til at jeg skriver det, men jeg går i stå fordi. Jeg har jo ikke fundet løsningen, der findes ikke EN løsning. Men måske en start, og måske begynder det virkelig med lort. Drengen er holdt op med at bruge ble, han går på das eller, når det regner så meget som nu, på potte. Hver lort bliver behørigt beundret og får en vurdering med på vejen, før jeg går ud og tømmer potten i dasset. Og dagens lort, den der fik mig til at skrive nu, den fik denne bedømmelse: “Den ligner en hammer. Det er fordi der er et håndtag.” Jeg kiggede, og det var rigtigt. To aflange lorte lå vinkelret på hinanden, og det lignede en hammer. Så gik jeg ud igennem øsregnen med den lyseblå plasticpotte, som jeg har købt i Hamsterboa, genbrugsbutikken, fordi jeg har flere principper, der modarbejder hinanden – ingen plastic/kun genbrug – og tænkte, at det begynder så ukompliceret. Børn fødes ikke med den afsky for kroppens afstødninger (det abjekte, Kristeva, hvis vi vil have det fine, teoretiske lag med). Det er tillært. Vi, voksne, gør os umage for at lære børnene at væmmes ved lort, spyt, sved, slim etc. Der er noget fundamentalt ved det, og også nogle gode grunde. Sygdomsbekæmpelse, begrænsning af smitte. Men det er som om det har udviklet sig forbi det, som er de gode grunde. Det er blevet sterilt langt ud over fornuftens grænser.

Jeg er ikke kommet længere. Jeg har boet her et år nu, jeg tænker over alt muligt og gør alt muligt, skriver alt muligt. Bliver ved med at vende tilbage til begyndelsen: Lort.