I går var jeg ude på et gymnasium og snakke om at skrive, og sluttede af med at annoncere at: Jeg har to vigtige råd, hvis I selv vil skrive! Jeg fortalte det ene, og havde så fuldstændig og aldeles glemt hvad det andet var. Jeg kan stadig ikke huske det. Nu er jeg overbevist om at det råd er DEN vigtigste viden en forfatter skal have. Det er meget problematisk. Det blev ikke mindre problematisk af at min svigerinde, da hun hørte det, mente at det ikke var utænkeligt at jeg faktisk har fortalt dem det vigtige råd nummer to, men at jeg bare ikke selv kan huske det. Det er noget med en brist – eller evne? – jeg tidligere har demonstreret.
Eksempel nummer 1: Oppe i skoven havde jeg nogle gæster, som lavede et bålsted og gravede en jordovn. De lavede mad i den mens de var der (store stege som ikke kan være i brændekomfurets dybe, men virkeligt lave ovn) og da de tog derfra, fortalte de mig hvordan den virker. Jeg koncentrerede mig meget, men hørte kun: blablablablablavarmestenblablabla
I påsken havde jeg mange gæster (det legendariske antal 15, i mit lillebitte hus), og vi skulle spise store stege, som kun kan laves i jordovnen. Jeg spurgte om nogen vidste, hvordan man brugte den, men nej. Hvor ærgerligt, sagde jeg, for jeg ved det ikke, dem der lavede den sagde blablablablablavarmestenblablabla, men jeg forstod det simpelthen ikke!
De næste timer var jeg væk fra huset, og kom tilbage hen på eftermiddagen. Jeg kom tilbage til meget afslappede gæster, der sad henslængt omkring et stort bål. Med panikstemme spurgte jeg, hvad i alverden vi skulle gøre med jordovnsituationen, de store stege! Men det viste sig at de for længst lå i jordovnen, og i øvrigt forstod ingen problemet. Jeg havde jo selv forklaret dem, hvad de skulle gøre?
???
Mine gæster fortalte mig hvordan de havde gjort, og jeg lover at jeg koncentrerede mig, men jeg hørte kun: blablablablablavarmestenblablabla
Eksempel nummer 2: Min svigerinde har videregivet en anbefaling til en topsmart (og rimelig sikkert halvulovlig) hjemmeside, hvor man kan se tv-serier, der ikke ellers er tilgængelige. En anbefaling, som imponerede min lillebror, der er datalog og veddenslagsting. Jeg har ingen anelse om hvilken hjemmeside, hun taler om, har aldrig selv brugt den. Og nu, mens jeg skriver dette, aner jeg ikke hvad hjemmesideadressen er, selv om det var i går vi talte om den sidst.
Min svigerindes teori er, at jeg rent faktisk har givet gymnasieeleverne to vigtige (de to vigtigste!?) råd.
Ved de nu mere end mig?
Mere end mig!
Om at skrive!
Meget foruroligende.
Så har jeg en anden brist, som måske hænger sammen med det: Jeg er navneblind. Det gælder ALLE navne: Mennesker, bog-, filmtitler, vej-, by-, landnavne. I forgårs skulle jeg forklare en vej, det blev sådan her: Det er den vej, der starter deromkring …. altså, den af søerne, som der ligger sådan en rund bygning ved siden af … altså, det der sted, hvor man kan se film om stjerner.
Så er jeg til gengæld helt sygelig god til at genkende ansigter, og husker også folk, som jeg i virkeligheden ikke kender, men måske engang er blevet ekspederet af i en butik. For en sikkerheds skyld snakker jeg med alle. Det efterlader så nok en del af dem med en følelse af at de burde vide hvem jeg er, dvs at de tror, de er dårlige til at genkende ansigter. Undskyld. (Også undskyld til dem, der spørger mig om vej og får en forklaring, selv om jeg virkelig burde lade være, jeg er også dårlig til højre og venstre.)
Men så har jeg vildt gode reflekser. Lige før skulle jeg have en kop kaffe, tog koppen ud af skabet, stødte hånden ind i skabet, tabte koppen, greb den med den anden. Lillefingeren i hanken. Ja, ja, så er jeg klodset – men: Vildt gode reflekser!
Nå. Jeg grubler virkelig over det gode råd nummer to …
Råd nummer tre: Hold dig gældfri
Råd nummer fire: Hold dig gældfri!
Maja Elverkilde // Pote Produktion 