I dag spirer auberginerne, nu spirer også auberginerne. Først kom tomaterne, så porrerne, så anis, så basilikum, så løvstikke. Nu mangler kun chili og rød solhat. Sidste forår var jeg for sent med alting, i år er jeg måske for tidligt. Måske var det slet ikke for sent sidste år, der kommer nætter med frost helt ind i maj heroppe. Jeg laver hylder i vindueskarmen, så det hele kan vokse længe indenfor, så længe det skal være, og det føles mest rigtigt at være tidligt i år, også ok hvis det er for tidligt, for der er meget at indhente, et helt liv, nærmest. Man skal ikke tillægge sine dyr menneskelige egenskaber, men er det ok med spirer? Må jeg beslutte at mine spirer i vindueskarmen kan udleve, ja ligefrem indhente, det liv, jeg ikke selv synes jeg har nået, men måske alligevel har en chance for at nå nu, hvor selv auberginerne spirer?
Chilierne, det er ok de lader vente på sig, og rød solhat er bare et eksperiment. Hvis de aldrig kommer op, så er det også ok.
Det er jo bare planter, bare en have. Jeg leger bare at det betyder så meget.
Noget helt andet, der er noget helt andet: Jeg har lus. Hele tiden, de er umulige at få has på. Jeg overvejer at lade mig kronrage. Lade mig kronrage. Det er ikke noget man gør selv, man sætter sig foran en anden, og lader det ske. Hvis der en gang i alles liv kommer et tidspunkt, hvor de lader sig kronrage, så tror jeg, at det er mit tidspunkt nu. Lige før fyrre, lige efter en vinter, der har været så. Så. Jeg kan ikke skrive ord, der dækker. Sneen tør langsomt heroppe på bjerget. Mit hus har sine egne årstider, og en gletcher er faldet ned fra taget og er landet oveni mit krydderurtebed. Men nu er sneen faktisk ved at smelte, bare pletter jord findes rundt omkring, og i går dukkede den yderste spids af krydderurtebedet op. Der, hvor der vokser timian, og den vokser. Den er frostsort og slimet, men så har den alligevel lysende grønne skud nederst. Jeg beslutter, at det betyder alt.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 