Jeg tænkte at jeg skulle skrive mere, helst skrive hver dag, hele tiden, og ikke tænke så meget. Ikke begynde at sortere i det. Ikke slette. Jeg har lige slettet to sætninger. I går pjækkede jeg. Mit liv er sådan, at jeg selv bestemmer det hele, jeg ejer min egen tid. Det er privilegeret. Det ved jeg. Men så har jeg heldigvis mit skyldkompleks, der kan hjælpe mig til at strukturere min tid ind i en hel masse tidskasser, fyldt med ting jeg skulleburdekunne nå, og hele tiden gør jeg alt andet end det, jeg synes jeg skal. Solsikkeengen. Alt det jeg nu har lavet i haven, tilmed hyppet kartoflerne, de 13 jeg nåede at sætte, før noget andet kom i vejen, og nu er det for sent at sætte flere. Måske. Måske graver jeg resten af bedet og sætter dem alligevel, så kalder jeg det et eksperiment. Men solsikkeengen, hver gang jeg går ud i haven for at rydde det stykke, så gør jeg alt andet. Og hele søndagen var jeg i Jægerhytten for at male køjesengen, og jeg malede alt andet, ryddede op i stuen, på verandaen, gjorde det hele klar. Men jeg malede ikke køjesengen. Nu kunne der have været fotografier af Jægerhyttens stue, den er blevet meget fin. Der er nips. Noget stod i hytten, noget er købt på loppis, resten i Hamsterboa, den gode genbrugsbutik i Sunne. Genbrugsprincippet, ja, det er meget godt med det, hvorfor bruger jeg tid og penge på nips, hvorfor har jeg ikke principper, der er mere asketiske, det kunne være en hytte, man kunne bo i uden nips. En urfugl, udskåret i træ, en turkis glaskugle, som jeg betalte absurd mange penge for, fordi jeg synes den er pæn. En glaskugle. En dag tager jeg et billede af den, og så kan du selv se, det er noget mærkeligt noget, som jeg gerne ville være mere afklaret omkring. Hvorfor skal huset være hvidmalet, hvorfor skal farverne være præcis sådan, hvorfor er det vigtigt for mig at det hus, som jeg ikke selv skal bo i (netop derfor!) skal signalere den her nøje afstemte blanding af skødesløst charmerende, legende, men alligevel gennemført elegante personlighed. Mig. Jægerhytten som en forlængelse af mig. Mine gæster skal bo der, og vide at det er sådan en person, de besøger. Det er vigtigt. For mig. Det er vigtigt. Nu et killingebillede. Det er fordi mit forrige indlæg blev så langt og kompakt, og det tror jeg også dette gør, og det er ikke læservenligt. Jeg vil gerne være venlig.
Jeg vil gerne være uangribelig. Det er et problem fordi det begrænser mig jeg. Jeg kan ikke lide begrænsninger. Jeg kan finde meget at pege fingre ad i det jeg gør nu, og det er ikke et problem, problemet er at jeg vil pege alting ud selv. Jeg vil skrive og samtidig fortælle hvor og hvornår og hvordan og hvorfor det er problematisk. Det jeg gør nu er dybt problematisk på så mange måder. Nuttede kattebilleder, planløs sniksnak. Der er noget jeg gerne vil fortælle, men jeg kan ikke gennemskue hvad. Eller hvorfor. Eller hvordan. Jeg gør det her, fordi jeg ikke kan finde ud af hvad det egentlig handler om. Der kommer digte. I morgen kommer der et digt her. Det skrev jeg for længe siden og så kommer de til at ligge, og når de har ligget længe nok, beslutter jeg mig for at det ikke er noget. Ikke noget rigtigt, ikke noget for alvor. Der er to ting, jeg gerne vil fortælle nu, og jeg ved ikke hvad der kommer først – jeg er startet på det med Jægerhytten. (Jeg kører i tog, foran mig har to unge kvinder netop omrokeret sådan at de kan sidde ved siden af hinanden og se på en skærm, lyden brager ud: WAUUUUW, You look so fancy! Dåselatter fra skærmen, efterfulgt af synkronfnisen fra kvinderne.) (Før sad en mand på sædet foran mig og var højlydt irriteret over lyden af mit tastatur. Det var måske derfor jeg lagde kattebilledet ind, jeg er ikke sikker, men: Gjorde jeg det for at give den stakkels fnysende, bagudhovedskastende mand en pause? Nu er han stået af.) Jeg vil gerne være venlig, skrev jeg, men det er værre: Uangribelig, pletfri, perfekt. Det er et stort problem, jeg prøver at løse det ved at overdrive, blotlægge flankerne, lægge mig fladt ned, gøre det så let at ramme plet. Jeg aner ikke om det virker, for er det ikke netop selv at være den første til at pege. Gør jeg ikke netop det, jeg ikke vil, er det her ikke bare en ny regel, som bliver en ny begrænsning? Det vil vise sig. Min kæreste, det er som at have fået en slags tourettesyndrom, jeg er nødt til hele tiden at sige højt: Se mig, jeg har fået en kæreste! Jeg var virkelig ensom, det skræmmer mig hvor hurtigt jeg vænner mig til ikke at være alene, det er risikabelt, og hvis ikke det var for det tvangsagtige i denne tilstand af selv-pegen-fingre, ville jeg aldrig have indrømmet at jeg nu har en kæreste. Hele tiden det her enten-eller, det overdrevne, at alting bliver en regel, og nu har jeg rodet mig meget langt ud i en digression, jeg må prøve at skrive mig baglæns igen, hvem ved, måske ender jeg igen ved Solsikkeengen. Solsikkeengen! Jeg siger: Det er risikabelt at skrive om dig nu, jeg er forelsket, men det går jo/vel/altid over, og hvis jeg har fået skrevet alting op på dig, hvad gør jeg så når det slutter? Han svarer: Kan du ikke bare skrive som forelsket nu, skrive som noget andet, når du er noget andet? Skal det være så definitivt, så altafgørende. Noget i den stil sagde han, ikke hans ord, jeg haderhader selv at blive løst citeret, fordi ordene aldrig er mine, ikke er præcise nok, nu gør jeg det mod ham. Ham. Jeg har skrevet et digt om ham, det gjorde jeg i går, det var min pjækkedag. I stedet for alt det jeg skulle, tog jeg med op i hans Säterhytte. Han er ved at lave gulv, jeg lå på sengen imens, surmulede lidt, sov lidt, læste lidt (digte, jeg læser digte nu, fordi jeg forsøger at skrive digte selv, jeg aner ikke hvorfor, men det gør mig glad, og jeg øver mig i at tænke at det er grund nok til alt) og jeg skrev den her liste, som jeg planlægger også at skrive ind og lægge ud som et indlæg. Det er ikke en liste. Det er nogle spørgsmål jeg skriver ned og forsøger at besvare. De handler om hvorfor jeg ikke skriver, hvorfor jeg skriver, hvornår jeg skriver, lige nu kredser alt omkring det. Ikke alt, selvfølgelig, lad mig lige pege fingre ad det åbenlyst verdensfjerne og selvoptagede i det udsagn. Verden drejer rundt og alt muligt foregår, alvorlige sager, imens ligger min privilegerede, velnærede, ligefrem forkælede krop i en selvvalgt-primitiv bræddeseng, omkranset af et yndigt forhæng af hvide blondegardiner, som skærmer mod myggene, og jeg har udsigt gennem døråbningen til grøntgrøntgrønt, og en mand, som arbejder, en krop, jeg nyder at kigge på, mens jeg har muligheden for at fordybe mig i mine selvvalgte, forkælede skrupler: Hvorfor lader jeg ikke bare være med at skrive? Hvorfor skriver jeg alt det her nu. Ak. Jeg græmmes. Men samtidig er det sandt og virkeligt, og … nødvendigt. Om ikke andet er det det, jeg har lyst til. Det, der gør mig glad. Jeg surmuler mig frem til noget. (Forøvrigt så vi på køreturen fra mit idylliske skovsted til hans en bambimor med to bedårende unger på vejen, den slags sker hele tiden, det er virkeligt, det er mit liv.) Jeg ville skrive noget andet, nu har jeg glemt hvad det var. Jo, Jægerhytten. Han løb tør for vindpap (som han lægger mos ovenpå, som isolering under gulvbrædderne) og spurgte om jeg ville med til Sunne. Jeg var netop færdig med at besvare mine skrive-spørgsmål, og havde spontant skrevet det digt, som jeg måske også lægger ud her, fordi, hvorfor ikke? Hvorfor hele tiden lave den opdeling i stort, småt, vigtigt, væsentligt, opdele blottelsen i mere eller mindre acceptabel? Det vil vise sig, det viser sig sikkert. Vi kørte til Sunne, var også i genbrugsbutikken og købe nips til Jægerhytten, vi havde god tid, vi dalrede. Dalrede rundt, som man gør når man har tid nok. Vi kørte på Sibylla. Jeg kan godt lide Sibylla, dels fordi der er godt internet, dels fordi der er noget så ekstremt ukorrekt over den burgerkæde, den handling. Jeg bor i skoven, jeg har holdninger til alt. (Sidst min mor var på besøg kiggede hun på tøj i den udendørs pavillonagtige bod, hvor der hele sommeren bliver solgt meget farvestrålende, meget billigt sommertøj. Blomstrende kjoler, knitrende syntetiske materialer. Hun ville høre min mening om en kjole. Den var pæn. Jeg kneb længe udenom. Det lykkedes ikke. Jeg sagde: Det eneste jeg kan tænke er kemikalier. Arbejdere, der har stået til kemikalier i knæene. Så billigt skal tøj ikke være. Jeg spruttede. Forarget. Skamfuld over at være den, der ødelagde festen. Triumferende over effekten af min korrekte holdning.) Men jeg har lyst til at sidde på Sibylla og spise burgere og pomfritter, jeg frådser i lysten, der vinder over mine holdninger. Jeg føler mig tryg i det. Føler at det holder mig fast i noget vigtigt, og hvad kan det nu være? Hvorfor er det så farligt at have holdninger, være konsekvent. Koketterer jeg i virkeligheden med min inkonsekvens? Køber aflad for alt det, der så nemt kan samles til et stempel, som jeg indædt kæmper imod? Frelst. Fanatisk. Missionær. Kedelig, tør. Ak. Jeg græmmes. Og ved ikke hvorfor. På en måde hænger det sammen sådan her: Egentlig vil jeg gerne holde op med at drikke kaffe. Jeg dyrker mange ting i min have, som skal bruges til at lave the med. Jeg vil gerne holde op med at drikke det, som skal importeres så langt væk fra, som ikke er specielt sundt, og som jeg ikke engang særlig godt kan lide. Sådan som mit liv er, har jeg ikke engang brug for den opkvikkende effekt. Jeg kan til hver en tid tage mig en lur, gå tidligere i seng. Men: Jeg vil ikke være en the-drikker. Jeg har tusind fordomme om the-drikkeren, der kan sammenfattes til: Tør, kedelig. Det samme gælder døgnrytmen. Jeg troede jeg var et b-menneske, men det er for længe siden gået op for mig (eller ændrede sig da jeg fik et barn) at jeg trives allerbedst med at stå tidligt op. Nogle gange vågner jeg og står glad op klokken seks. Men: Jeg vil ikke være et A-menneske. Jeg har tusind fordomme om A-mennesket, som kan sammenfattes til: Tør, kedelig. Åbenbart gælder det samme for holdninger og principper. Jeg har fået en kæreste, han er meget principfast, han har mange holdninger, som jeg er meget enig i. Intet gjorde mig så glad, som da det til min store overraskelse viste sig, at han gerne ville med på Sibylla. Samtidig føler jeg at jeg korrumperer ham. Samtidig er jeg glad for at han kan korrumperes. Samtidig er jeg foruroliget over at det er så vigtigt for mig at jeg, og nu også han, er så korrupte. Hvad er jeg egentlig bange for? Stivnede, rigide, fastlåste ideer. At tvivlen ikke får plads, jeg mener ægte, fuld udfoldelsesfrihed.
Nu skal der vist et billede til. Flere killinger.
To billeder. Jeg er i tvivl. Hvis dette var en rigtig tekst, hvis dette havde et mål, en retning, en ambition i retning af en bog, så ville jeg læse det igennem, rette, slette. Især slette. Men dette er netop ikke-tekst, ikke-skrivning. Det er mit forsøg på at skrive igen, forfra, på en ny måde, mit forsøg på at slippe udenom de regel jeg burer mig selv inde med. Det kunne være dagbog, jeg kunne skrive dette kun til og for mig selv. Men det kan jeg ikke. Det er så langt jeg er nået i mine overvejelser. Det er vigtigt at det kan læses. Mindre vigtigt om det bliver læst. Slet ikke vigtigt om det bliver læst af mange, muligvis betyder det noget om nogle ganske bestemte læser det. Måske er du en af de vigtige læsere, det kan du overveje. Men det jeg ved med sikkerhed er altså dette: Den handling, at skrive uden at planlægge og gøre det offentligt tilgængeligt uden at have overblik over det skrevne. Det er vigtigt. For mig.
Jægerhytten, nu løber jeg snart tør for tid, og det er den sjove del, det der har potentiale som anekdote. (Jeg har overvejet om jeg først og fremmest kan fortælle anekdoter, om jeg kunne skrive alt som anekdoter, om anekdoter er min genre.) Der sad vi på Sibylla, med burgermenuer linet op, vores computere tændt, og vi skulle bare sådan rigtigt, rigtig hygge os! Så tjekkede jeg min mail, og opdagede at de første Jægerhyttegæster ikke ankom mandag-om-en-uge, men om en time. En time og tyve minutter, helt præcist. Haha, vi kalder det skovtid. Os, der bor heroppe. Det er noget mærkelig noget der sker, når ens tid hele tiden er ens egen, og der ikke er de sædvanlige markører at navigere efter. Uge 27. Kan vi komme mandag i uge 27, havde de spurgt, og jeg havde svaret: Ja, ja, mandag i uge 27 er fint!
Selvfølgelig gik det helt fint. Sådan noget hektisk kørsel tilbage til skoven, så jeg kunne køre afsted i min bil og hente dem ved toget i en anden by, og imens ryddede min kæreste (jeg har en kæreste!) malerspande og afdækningspap væk, skubbede den stadig (for evigt … ) umalede køjeseng på plads, redte senge og arrangerede det nyindkøbte nips i hele huset. Han har god smag. Selvfølgelig har han også god smag. Han er uangribelig, pletfri, der er intet at sætte en finger på, han kan tilmed korrumperes. Det skræmmer mig. Det er mit problem, måske mit største: Alt som er godt, er så urimeligt, helt ude af proportioner skræmmende. Noget med at have meget at miste. Det tænker jeg også meget over. Det hele hænger sammen. Jeg vidste, at der skulle komme gæster i Jægerhytten, de kommer fordi jeg selv har inviteret. De kommer for at arbejde, hjælpe til. Jeg har brug for hjælp, jeg har ikke tid nok til alt jeg vil nå. Men så snart jeg vidste de skulle komme, blev jeg stresset over det. Jeg kunne have brugt en hel uge på at planlægge og forberede at de skulle komme. Nu er de der bare. En familie med to børn, de skal lave mad og vaske op, hjælpe med at udvide min hønsegård. Det bliver ugens projekt., tror jeg. (Og nu tror jeg at det er sådan, at det jeg beslutter mig for at gøre, er det eneste jeg ikke gør, så måske ender det med at Solsikkeengen i stedet for, endelig bliver ryddet.)
Så: Nu er jeg endelig tilbage hvor jeg startede – der kommer ikke nye fotografier fra Jægerhytten før om en uges tid, for nu bor de første mennesker i den. Alt sammen er meget spændende. For mig. Jeg øver mig i at det er nok. At alting kan være her, hulter til bulter ved siden af hinanden, usorteret, ureglementeret. At det er godt. Hvis du har læst med helt til ende, så er der en risiko for at du bliver skuffet over at der ikke var mere pointe i det hele. En risiko for at du undervejs har fundet meget at pege på. Du kan have gennemskuet ting, som jeg selv er blind for. Det er den risiko, jeg gerne vil tage. Nej, jeg vil ikke, egentlig, men jeg tror, jeg er nødt til det. I morgen kommer det digt, der handler om: I min familie maler vi væggene hvide. Det er sandsynligvis også højst angribeligt. Indtil da:
Maja Elverkilde // Pote Produktion 