Digt *1

p { margin-bottom: 0.25cm; line-height: 120%; }
Det indtrængende jeg troede
jeg forlod, det land kystomkranset
nu er jeg fastlands, fra femten grader til frost
det samme døgn, det er sket

I dag. En hel dag, en lang dag. Grå
Alle lys i alle stager tændt men
flammerne udblødes, opædes af den
farve, dens fugtige mathed

Bjælkehuset er skjult af profilbrædder ude, inde
af plader, heldækkende, tættende, orange
var de men
I min familie maler vi væggene hvide
først. Lad der komme lys, lad der blive rent
og hvor kommer den fra, den trang, hvilket grundlæggende
behov dækkes af, til, med maling, den
tyktflydende væske klaskes på, tørrer ind
huggeblokke, værktøj, tomme flasker bæres ud
skæve hylder flår vi ned

Erobring af tomme flader
Det er det, ikke det
basale som
Liv, børn, god høst og lykke

Mens det grå trænger ind træder bjælkerne frem, står frit
med knaster og barkrester, mærker efter øksens hug
isolering, der drysser ned, giver plads til det
tunge, sivende. Tågen. Mig

jeg er ikke ensom, men bange
for at være det

En lang dag, en grå dag, også denne dag slutter
klokken syv og det natsorte ude lader lysene skinne
inde. De hvide vægges genskin