Digt *2

Det muselig, halvt opløst i en godt gemt spand
med vand, er mit eget
affald, trods alt er det mig selv
der har glemt den fælde og den sødlige lugt
der hænger i køkkenet, er ikke den værste

Andres skrald. Midebefængte madrester, dåser
rustne skruer, flasker, dunke, gipsplader, plastic

Jeg bor i skoven, i et nysseligt hus, rødt træ
jeg har en turbobil, kører på lossepladsen, kører igen
tager handsker på, sorterer hjemmefra, afleverer artigt
de rigtige steder, de rigtige ting og de neongule
heldragtsmænd smiler så jeg rødmer

Resten brænder jeg. Hver og hver anden dag, bålfest

Men i dag er vi ikke alene
Posterede på klapsammenlige stole med mellemrum
langs skovvejen sidder de
jægerne, deres neonfarve er: orange, deres hunde er store
Elgjagt
Jeg passerede dem på vejen i min turbobil i går, et andet sted, i dag
er de rykket tættere på
mit hus, mit sted i skoven, min skov
har jeg vænnet mig til, at have en helt egen
og det tæppe har været af og på flere gange fordi
jeg bliver ved med at glemme at det lugter
sådan, så giftigt. Et græsgrønt tæppe, en løber, lavet
af noget jeg troede var bomuld, første gang, anden gang
distræt og nu, tredje gang
En blindhed, dumhed, stædighed. Dovenskab
Store tankere, der dumper affald i havet i ly af natten

Jægernes næser, elgenes, jeg lugter gennem dem, flår
febrilsk i den smeltende masse, ud af gløderne
ud i græsset, vådt og osen bliver tyk, hvid røg
et lufttæppe, massivt, til at skære i
Og jeg skammer mig, dumme dansker, miljøsvin, visheden om
tilskuernes betydning, forskellen er denne:
Jeg præsterer, poserer
på lossepladsen

Jeg bor i skoven, i et nysseligt hus, rødt træ og
jeg er ikke alene, det skal jeg huske
altid, jeg gentager altid