Altafgørende. Det var hans eneste indvending, at det ord ikke var hans. Et Maja-ord. Jeg tror han har ret, jeg tror jeg bruger det i flæng. Gør ting større på den måde. Jeg synes det er grænseoverskridende at skrive om ham, og jeg spørger ikke engang først, tænkte måske at jeg skulle vise det til ham før jeg offentliggjorde det. Han siger, det ikke er nødvendigt. Det er heldigt, for det er åbenbart nødvendigt for mig at skrive på den her måde. Nu. Jeg ved ikke hvor længe, det er hele pointen, går jeg vel ud fra – den altafgørende, væsentlige, meningsfulde, seriøse, betydningsfulde, vigtige pointe. Jeg har lige kørt drengen i børnehave, på vejen tilbage hørte jeg klassisk morgenradio, det gør jeg ofte. Oftest. Fra 10 til 11 er der ønskeradio, og i timen op til bruger de meget taletid på at peppe folk til at ønske. Nu ringer det ind, siger værten glad, og opfordrer flere til at ringe. Mens jeg kørte, turen tager tyve minutter, var der en lyttersamtale, de talte om lytterens AFGØRENDE ØJEBLIK MED KLASSISK ØNSKERADIO. Værten blev ved med at spørge ind til og rundt om hvordan det ønske om et bestemt musikønske (Chopins variationer over Mozarts … nu husker jeg ikke hvilken opera, måske Don Giovanni?, spillet af en bestemt pianist, som jeg heller ikke husker navnet på) som femtenårig, ny-vækket klassisk musiklytter bosat i Kristinehamn, som hun selv betegnede som en flække, på et tidspunkt, hvor det ikke var nemt at skaffe musik. Vinylplader, som hun ikke kunne få fat i. Det talte lytteren længe om. Hun talte længe om at vist nok, vel i virkeligheden, var det ikke sådan, at der i 1962, så var det første gang nogensinde at nogen overhovedet kunne ønske klassisk musik? Var det ikke sådan? Hun spurgte igen og værten gav hende tøvende ret, og gentog sit spørgsmål: Hvordan var det afgørende for dig, at du fik dit musikønske opfyldt. Lytteren fortalte at hun blev så glad. Hun fortalte at ønskeprogrammet blev sendt mellem 13 og 15 og hun gik jo i skole, så det var ikke en selvfølge, at hun kunne nå hjem og høre det hele, men så kom hun hjem og tændte radioen, og så blev hendes ønske spillet! Værten spurgte om hun kunne huske hvad hun havde skrevet, om hun havde skrevet at hun var femten, om hun kunne huske hvor hun skrev sit ønske. Lytteren tøvede. Det var et papirbrev, tænk, det var dengang man skrev et papirbrev. Papirpost og vinyl. Jo, hun havde vel nok skrevet at hun var femten, hun lød forlegen og tilføjede: Det var vel dengang man gjorde det, det har jeg vel nok skrevet, at jeg var femten. Og hvordan blev det afgørende for dig, insisterede værten. Der var en pause, en længere pause. Jeg kan huske hvor jeg skrev brevet, sagde lytteren med en særlig bestemt, ligefrem intens stemmeføring. Hvor? spurgte værten, nysgerrig, vækket, var det her, historien lå … (nu dramatiserer jeg, fordi sådan hørte jeg det, det var et drama) På mit eget værelse, sagde lytteren bestemt. En ny pause, værtens skuffelse udfoldet. Og hvordan fik det betydning for dig, gentog værten, mat, resigneret. Vi vidste det, alle vidste det, at det svar ikke var i lytterens historie. Hvad var lytterens historie? Hvordan kunne lytteren ikke selv forstå, at den historie skulle findes. Vinklen, perspektivet, det storslåede. Tidens vingesus. Omslaget. Omkalfatringen. Livet, der ikke blev det samme. Tøvende sagde lytteren endelig: Jeg flyttede jo til Stockholm senere, der fandt jeg jo frem til de plader … men jeg fortsatte med at lytte meget til radio, jeg har lært meget af radioen … det havde vel taget et par år længere ellers … Værten afsluttede interviewet med at sige: Det har været en lang lytterstund, næsten et kvarter har vi snakket. Der var noget oprømt, som afgjort var kunstigt. En feberredning: Det har været hyggeligt! Skingert. Jaeh, svarede lytteren. Jeg tror hun vidste at hun havde skuffet, men ikke helt vidste hvordan. Jeg ved det, fordi jeg er sådan et menneske, der opdeler alting i de kategorier. Jeg ved altid præcis hvornår noget er afgørende, og især når det er altafgørende. Meget, det meste, kan gøres altafgørende. I morgen kommer der tre digte fra sidste efterår. Nu vil jeg fortælle hvordan de blev til: Jeg troede, jeg skulle være forelsket i en meget, næsten perfekt mand. Først og fremmest var han en fri, tilgængelig, passende mand. Sød. Det var han, er han, vi er venner nu. Det er meget usædvanligt for mig, det plejer at slutte på den onde, iturevne måde. Det er jeg ked af. Nu bryder jeg endnu en regel, og jeg er meget tæt på at slette de sætninger, jeg gør det ikke. Denne mand, ham vil jeg skrive mere om, men det jeg vil skrive nu, handler om det altafgørende. De digte jeg skrev, dem skrev jeg til, om og på grund af ham. Noget kunne lade sig gøre, og det handlede om at skrive, det handlede ikke særlig meget om ham. Men jeg tænkte, at når han kunne få mig til at skrive sådan, så måtte noget være rigtigt. Tre digte, de kommer i morgen, måske giver dette mening sammen med digtene, måske giver digtene mening sammen med dette, måske ophæver de hinanden. Det altafgørende: Jeg læste digtene højt for en anden. Mens jeg læste digtene højt, holdt de op med at handle om ham, de var skrevet til. Der skete noget i det øjeblik, der umuliggjorde min fortsatte illusion om at den mand havde noget med mig at gøre. At jeg ville noget med ham. Senere kom han på besøg. Der var endnu et altafgørende øjeblik. Han sagde noget, som gjorde det umuligt for mig at forestille mig noget som helst. Men jeg ved ikke om det ene altafgørende øjeblik blev udløst af det første, om en anden allerede var kommet i vejen. Der er noget jeg ikke skriver nu. Det ikke en løgn, det er fortielse. Men alt kan jo faktisk ikke hele tiden blive sagt, fordi så bliver teksten uendelig. Jeg ligger i en drømmeseng midt i den blomstereng, der er min have. Min kæreste er lige kommet herhen, han har sat sig i græsset ved min fodende, han læner sit hoved op ad mit skinneben, jeg er meget lykkelig, solen skinner, nu galer hanen, måske kommer der kyllinger på søndag. senere skal jeg hente min dreng, og så familien i jægerhytten, så skal vi først ned til badesøen, bagefter herop og bygge hønsegården større, så den kommer rundt om de frugttræer, der nu er plantet heroppe. Jeg er meget lykkelig. Det er ikke altafgørende. Lykken, idyllen er en problematisk præmis. Det altafgørende er hvordan jeg tackler den udfordring. En del af mig vil skynde mig at ødelægge det, jo hurtigere jo bedre. Så meget at miste. Den mand jeg læste digtet højt for var slet ikke tilgængelig, slet ikke fri, og det handlede heller ikke så meget om ham. Det handlede om den vished, som jeg ikke kunne ignorere. Det kan være sådan her. Det kan være så enkelt. Så godt. Så rigtigt.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 