Skraldetårnet

Da jeg flyttede til Bondsäter var der et das, som den forrige beboer havde bygget.

Det var ikke kønt, men det virkede, og udsigten var god.

Men udsigten var upraktisk, når der var gæster, for så blev det hurtigt til et indsyn, som ingen egentlig gad. Jeg besluttede at nedlægge det, og istedet istandsætte det oprindelige das, der er bygget på staldens gavl. Brædderne på siderne af det grimme, var indvendigt malet med en fin blå farve. Jeg pillede (rev/flåede) dem ned, skurede og sleb dem, og beklædte det oprindelige das indvendigt.

Umiddelbart inden jeg begyndte at pille ned, fotograferede jeg det grimme das, der var marginalt kønnere omgivet af sne. Billedet er taget i februar 2014.

Her er Bondsäters oprindelige das. Indvendigt er der to brædder med inskriptioner, der fortæller at E. T. har bygget på det i 1957, Gunnar i 1962. Det kan jeg godt lide, at der er den slags rundt omkring, også inde i huset. Jeg har det med at male (hvidt) overalt, men de brædder går jeg trods alt udenom.

Sådan kom der til at se ud. (Siden er der kommet nye das-låg til, og en hylde til savsmuldsspanden, og en praktisk vandbeholder med hane, og – jeg bør vel tage et nyt billede, faktisk.)

 

Men det jeg vil fortælle nu, er at en måned senere blev der ryddet op i stalden, og det gamle, aflukkede das var et udmærket sted – midlertidigt – at deponere det, som skulle på lossepladsen. Jeg har kørt meget skrald på lossepladsen, åh ja, lossepladsen, der er jo tilmed et digt. Men der kom også hele tiden mere til, nye oprydninger, hverdagsskrald. Jeg fotograferede ikke det, der efterhånden blev et helt skraldetårn. Jeg fotograferede ikke i den retning, hvor skraldetårnet lå. I det hele taget forsøgte jeg at se en anden vej, undgå at se det, men det var svært, for skraldetårnet lå sådan, at det var det første man så, hver gang man gik ud af døren.

Men i sidste uge skete dette: Skraldetårnet blev tømt, skraldet blev sorteret og fyldt i bilen, bagefter blev hele den skæve konstruktion af gamle tagplader og mørnede stammer revet ned. Bagefter endnu en tur – måske, måske den sidste? – til lossepladsen.

Jeg kom for sent i tanke om at skraldetårnet burde foreviges før det forsvandt, og jeg nåede kun at tage dette ene billede, før kameraet løb tør for batteri. (Fordi drengen er begyndt at fotografere, og det er ikke altid jeg husker at tjekke om det er slukket bagefter. Han tager fine billeder, et af hans egne fødder kan jeg især godt lide.) Men dette billede findes, og det foreviger det vigtigste: Jeg er ikke alene. Der sker vigtige ting, og jeg oplever dem ikke alene.

Der, hvor skraldetårnet lå, ser der nu sådan ud. Nu skal tiden bare gå, skoven skal overtage det sted, gøre det u-grimt, u-klamt. To år tager det, før bakterier fra menneskeafføring (lort, siger vi her, egentlig) forsvinder.

Og nu er udsigten fra verandaen sådan her. (Jeg kan stadig ikke redegøre for den fastsømmede stige, har stadig ikke nogle bud på meningen med den, men den findes som et af de spor af andre, der har været her. Spor som jeg stadig sætter pris på, mens Bondsäter bliver mere og mere mit sted.)

… og hvis man alligevel ikke gider sidde dér på verandaen og kigge på skovskovskov, så kan man i stedet kigge på killinger, der blandt andet bruger tiden på at finde omveje.