De første gæster i Jægerhytten har været her, og er rejst hjem igen. De kom med hedebølge, rejste hjem, og nu regner det igen. Regn, regn, regn. Om lidt kommer der nye gæster, i dag skal jeg lave det aller-aller sidste så hytten er helt klar. For det var jo sådan, at gæsterne kom en uge før jeg troede, fordi jeg troede, jeg havde styr på ugerne, men det havde jeg ikke, viste det sig. Det gik, det går altid. Og gæsterne kunne evaluere hyttens udstyr og kom med gode ideer til forbedringer, som kommer de næste til gode. Og konceptet er testet, og jeg er virkelig tilfreds. Glæden ved at nogen laver mad til mig, nogen vasker op! Glæden ved at ting sker, uden at det er mig, der gør det! Børnene legede med hinanden, vi var ved søen næsten hver dag, der var en milliard myg, og det viser sig, at vi der bor heroppe har vænnet os til dem. Stikkene klør ikke rigtig. Gæsterne foreslog myggenet til hytten, sådan at man kan sove med åbent vindue om natten. Gæsterne fik det myggespray og kløe-salve, som jeg selv havde købt men aldrig bruger, fordi. Stikkene klør bare ikke. Så det skal du vide: Her er mange myg.
Jeg var undervejs lidt i tvivl om man kunne være her på den måde – arbejdsferie – med børn. På familiens vegne nåede jeg næsten at beslutte, at det var en dårlig idé. Det er fordi mit behov for praktisk hjælp er helt konkret: Fem timer om dagen, der går med madlavning og opvask og hjælp i haven. Og er det for hårdt samtidig at holde øje med sine børn, der er på udebane? Børn, der har kløende myggestik og ophobninger af nye (påtrængende) naturoplevelser?
Nja, njo … tænkte jeg, men så spurgte jeg: Er det i virkeligheden for stressende? Svaret var, at de ville være kede af det, hvis der havde stået noget på bloggen, der havde afskrækket dem. De sagde, at de især syntes det var en god oplevelse MED deres børn. En oplevelse, som de var glade for at give deres børn. Der var enkelte tilspidsede situationer, men de betød ikke noget i det store og hele. Lad være med at skriv noget, sagde de. Uanset hvad du skriver, vil det bare afskrække børnefamilier, og det er synd.
Jeg vil gerne have børnefamilier heroppe. Men jeg vil samtidig være ærlig og sige: Dette er ikke en badeferie. Hvis det er varmt, finder vi tid til at bade. Men der er fem timers arbejde, fem dage om ugen, og den tid bliver fyldt ud. Det tager tid at lave mad på den her måde, det tager tid at hente vand, det tager tid at vaske op, det tager tid at hente brænde. Alting tager længere tid, især når ingenting er rutine. Så nu prøver jeg at skrive det her, og håber at man selv kan finde ud af at lave den vurdering. Og hverken bliver unødigt afskrækket derhjemme, eller ubehageligt overrasket heroppe.
Det var en god uge, her er lidt billeder. Jeg tog billeder af maden; det var så dejligt, det med maden, at det ikke var mig selv, der lavede den, og at vi sad rundt om bordet og spiste og var mange:
Et lillebitte, dagligt bidrag fra køkkenhaven blev det også til:
Og mens de her gode mennesker (ved godt billedet er lidt uskarpt, men deres ben står så fint) passede mit køkken –
– fik jeg selv tid til at være ude og lave hønsenes nye græsnings-gård:
Ha ha. Har jeg nævnt, jeg har en kæreste? Hvornår mon det holder op med at være en overraskelse for mig selv? Jamen altså, min kæreste OG mig OG Jægerhyttegæsterne, vi lavede hønsegården sammen. Måske var jeg den, der lavede mindst, måske skulle jeg stadig hele tiden noget andet – jeg øver mig, øver mig i at være uforstyrrelig. Men: Jægerhyttemanden kørte bl.a. langt ned ad skovvejen med min grotesk tunge jerntrillebør, fyldte den med sten og kørte dem hen til hønsegården. Mange læs, meget varmt, mange myg, tungtungt. Ikke noget brok overhovedet. (Senere, da der skulle plukkes salat, var der til gengæld indvendinger mod de mange brændenælder, der vokser skjult i salaten.) Jeg lavede den nederste hegnskant udbruds-sikker med lange pæle syet sammen med hegnet med ståltråd, stenbunker, de steder jorden var for ujævn. (Hønsegården blev bygget af hegnspæle, som står som et ufærdigt/påbegyndt hegn op mod vejen. Hver gang jeg skal bruge en pæl, henter jeg den der. Nu er der kun et stykke tilbage, der skærmer mellem gyngestativet og vejen, det lader jeg stå. Så skal jeg selv skaffe pæle. Hegnet var samlet med ståltråd, og det blev genbrugt i bunden. Men først blev det rullet sirligt sammen og lagt i en bunke. )
Min kæreste lavede porten. Han er sådan en, der kan lave en port. Jeg er umådelig imponeret. Ikke fordi: Jeg kan da også godt selv lave en port. Jeg har selv lavet porten til den første hønsegård, en dag fotograferer jeg den måske: Forneden er tre forskellige bræt, i tre forskellige størrelser, sat op i lag. Det er fordi kattene bliver ved med at bruge det som en udgang, på en måde der gør porten utrolig udbrudsegnet. Det er fordi, der ikke er nogen egentlig kant forneden. Men jeg har selv lavet den. Jeg kunne lave den bedre. Jeg gider bare ikke, ikke nu. Jeg ved ikke om det er enden på en selvstændighedsære, en slaphed, jeg burde bekæmpe hos mig selv. Eller en pause. Jeg nyder at jeg ikke skal alting, hele tiden, at jeg kan lade være. Jeg har kigget på mens han lavede porten til græsningsgården, der blev sådan, at hønsegården nødvendigvis må have et westernagtigt skilt, og et westernagtigt navn. Marcipan Ranch, det kommer der til at stå. (Marcipan er en af hønerne, hvis du nu har glemt hønsenes navne igen. Har du virkelig det, hvordan kan du glemme det?)
Nå, jeg sniksnakker nu, her er det sidste billede – det eneste der mangler er skiltet. Så snart der blev åbnet mellem de to afdelinger af hønsegården løb de ud, hønsene er glade i det grønne:
(Teorien er at hønsene først og fremmest skraber om formiddagen og græsser om eftermiddagen, derfor skal de kun have adgang til den nye om eftermiddagen, sådan at den ikke bliver helt ribbet. Det er en teori, husker ikke hvor jeg har den idé fra, nu tester jeg den.)
En af dagene kommer der flere billeder fra Jægerhytten, i dag bliver den rigtig, rigtig færdig – og så kan mine første gæster se, hvordan der skulle have set ud da de kom, hvis jeg altså havde tjekket min kalender, før jeg svarede: Uge 27, ja det er fint!
Maja Elverkilde // Pote Produktion 