Måske er det en krise, måske er det en tilbagevendende tilstand, måske er det et grundvilkår. I dag har jeg det sådan igen. Eksistentiel dovenskab. Det var mit eget forslag på en forklaring, ikke en løsning. Jeg husker ikke længere hvilken dag, jeg skrev det, men jeg husker hvor, og at jeg havde det på samme måde. En mathed, som gør mig gnaven, som gør mig vranten, som gør mig vrissen, som gør mig irritabel, som gør mig udmattet. Jeg udmatter mig selv. Og føler mig doven. Eksistentielt.
Det jeg skrev, kalder jeg en liste. Jeg har skrevet om det før og kaldt det en liste og samtidig skrevet at det ikke er en liste. Spørgsmål og svar, nu skriver jeg dem ind her. De står med sjusket håndskrift på løse, linjerede A4-ark. Jeg har haft dem med mig i min taske overalt hvor jeg har været lige siden, fordi jeg hele tiden har planlagt at skrive dem ind her. De passer i det, jeg nu gør. Her. Men de blev liggende i tasken, liggende og liggende, og jo længere de lå der, jo sværere var det at tage dem op. Det pres. Det er mit eget. Den barnlige trods, den modstand. Den gennemsyrer alt. (Jeg skal plukke blåbær, det er nu blåbærrene er modne, de skal plukkes nu, det er for dumt ikke at plukke dem, jeg skal, jeg skal, jeg skal lave syltetøj, det er sjovt at lave syltetøj, det tager ikke så lang tid, jeg vil gerne lave blåbærsyltetøj, jeg VIL GERNE VÆRE SÅDAN EN, DER LAVER BLÅBÆRSYLTETØJ, men jeg gør det ikke. I dag skulle vi (vi er et vi), vi skulle ikke, men vi VILLE HENTE DEN GRATIS ULD, SOM VI HAR FÅET AF EN SKOVNABO, vi ville vaske den, fordi vi vil gøre den klar til vinteren, fordi JEG HAR FÅET EN ROK, fordi JEG ER SÅDAN EN, DER GERNE VIL LÆRE AT SPINDE, og da vi kørte afsted i bilen (nu kører han, nu er jeg sådan en (KVINDE), der ikke selv kører, fordi det gør han (MANDEN), og det ER for galt, det er OGSÅ for galt, men jeg nyder det, og vi kørte afsted, vi hentede ulden, det gik hurtigt, der var meget, og vi hentede gruekedlen, som stod ved Jægerhytten, og Jægerhyttegæsten ved hvordan man plantefarver uld, og DET VIL JEG OGSÅ LÆRE, og så pludselig slog det mig: I dag vil jeg plukke blåbær. I dag! Jeg sagde det højt: Egentlig vil jeg hellere plukke blåbær, måske du kunne vaske ulden?
Det er så dumt. Nej, det virker så dumt. For mig selv. Jeg virker sådan, så jeg udmatter mig selv. Generer mig selv med den konstante trang til at gøre – ikke det modsatte – bare noget andet.
Nu, for eksempel. Jeg sidder med arkene ved siden af computeren. Nu har jeg endelig taget dem frem. Nu skulle jeg skrive dem ind, FORDI DET KUNNE JEG JO GØRE, I DET MINDSTE, NU JEG IKKE KAN TAGE MIG SAMMEN TIL AT SKRIVE NOGET. Skrive noget. Hele tiden er det det. Den største modstand, det største pres. Så taler vi om det. Jeg taler. Jeg udmatter os begge, taler os i sænk. Får ham til at tale, bliver selv tavs. Forsvinder.
Som et træ, der vokser ude i en skov, indtil det vælter. Det træ. Ingen ved, det var der. Det er lige meget.
Jeg siger det selv, jeg formaner alle om at forstå det. Virkelig forstå det: Sådan er livet.
Men det er løgn. Det gælder ikke for mig, må ikke gælde for mig, kan ikke gælde for mig. Den ensomhed, den afgrund. Jeg snakker mig væk fra den, snakker mig her hen.
Hvad vil jeg savne, hvis jeg ikke er forfatter? Hvad vil jeg savne, hvis jeg ikke skriver? Hvad vil jeg få, hvis jeg ikke er forfatter? Hvad vil jeg få, hvis jeg ikke skriver? Hvornår skriver jeg? Hvornår skriver jeg ikke?
Jeg havde forestillet mig at jeg skulle skrive det hele ind, spørgsmål og svar, lade det stå her ukommenteret. Måske skal jeg det. Men nu vil jeg ikke det. Svarene siger noget om mig, som jeg ikke vil vide. I hvert fald skal du ikke vide det. Først. Først skal jeg. Jeg skal. Noget andet.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 