Dette er min plæneklipper. Om den er der meget at sige. Jeg vil nu fortælle meget om min plæneklipper, og derigennem meget om mig. Sådan kunne jeg gribe det an, præsentere det. Den vinkling.
Nu fortæller jeg:
Plæneklipperen på fotografiet er min anden. Den første knækkede i stellet efter kun to dage. Da jeg afleverede den i butikken, kiggede ekspedienten mistroisk på den og sagde: Har du kørt den over med din bil?
Anekdote. En god historie, en slags sandhed. Nu fortæller jeg videre:
Jeg havde klippet store tuer af senegræs, jeg var kørt hårdt ind i skjulte sten i det vildnis, der skulle forvandles til græsplæne. Undervejs faldt møtrikkerne ud uden at jeg opdagede det, faldt ud uden at jeg gad gøre noget ved det, faldt ud og stellet bøjede. Mere og mere og mere, og knækkede. Det fortalte jeg ikke ekspedienten. Jeg viste ham mine arme, spændte musklerne, sagde: Det er bare mig, der har skubbet den, godt nok på lidt ujævnt terræn, men så stærk er jeg altså ikke. Jeg sagde, at plæneklipperen måtte være fejlkonstrueret. Han gik med til at bytte plæneklipperen til en ny, selv om han sukkende, rystende på hovedet, fortvivlet-ved-udsigten-til-tab, forklarede mig at STIGA aldrig ville tro på min historie. Jeg havde ikke gemt kvitteringen, men han kunne godt huske mig, så det var ikke noget problem. Han spurgte om alle dele var i kassen. Jeg løj. Jeg underskrev kvitteringen for at få den nye plæneklipper, og skyndte mig ud af butikken, angst for at han skulle opdage de manglende møtrikker. Jeg undgik butikken længe, forestillede mig hvordan jeg ville blive peget ud, så snart jeg trådte ind. Den anklagende, harmdirrende pegefinger hængende i luften, blikket. Blikket.
En dårlig historie. Jeg plejer at springe den del over, eller fortælle en forkortet, sjusket variant, uden lyveriet i butikken, og gå hurtigt videre til hvordan den næste plæneklipper også knækkede. Samme sted, der hvor stellet mødes i et kryds, samlet med en enkelt skrue. Der hvor stellet er tyndest. Det ER en dårlig konstruktion. Jeg ER ikke så stærk.
Jeg overvejede at købe en ny. Jeg overvejede ikke et sekund også at forsøge at bytte denne. Stadig angsten for at blive peget ud. Der var gået et halvt år nu, men måske, måske huskede han mig. Ahh, hende igen, hende der smadrer plæneklippere …
Nu gør jeg det til en vits, noget let. Det er det ikke. Men mest ville jeg ikke bytte den, fordi jeg tænker at en ny ville gå i stykker på præcis samme måde. Og der er det med principperne. Genbrug, god udnyttelse af ressourcerne; det betyder virkelig noget for mig. Så jeg har repareret min plæneklipper. Nu er det for alvor min plæneklipper. se på den:
Maskinen som en forlængelse af mig. Maskinen som et udtryk for mig. Mig, der udtrykker mig, gennem min maskine. Mig, der tilegner mig identitet gennem min maskine.
Min plæneklipper er egentlig ikke en maskine. Det er mig, der giver den kraft. Jeg skubber den fremad, hjulet drejer rundt, roterende blade, der kapper græsset over. Vi holder ukrudtet nede, skvalderkålsmissionen, køkkenhaven vokser til, lynhurtigt, men så kommer vi, huhej, mig og min plæneklipper – vi slår hårdt ned på det vildtvoksende, tolererer ikke det invasive. Invasive arter. Det klinger godt. Jeg tror nok, jeg er en aggressiv plæneklipper. Kan jeg kalde mig selv en plæneklipper? En, der klipper plænen, det ER jo mig, der gør det, med maskinen som redskab. Men når jeg graver med min skovl, bliver jeg jo ikke til en skovler, men en graver. Er det vigtigt, er det vigtigt for mig nu? Åbenbart. Det vigtigste er alligevel, at jeg tror, jeg er den aggressive type NÅR jeg slår græs. Ellers er jeg fredsommelig. Jeg er blevet kaldt flegmatisk, det har altid irriteret mig, men jeg har accepteret det. Men se mig med min plæneklipper, så er det ikke det ord, der ville falde dig ind. Nogle gange bliver jeg selv næsten forskrækket over den iver, nej, det er større: Den vildskab, det vækker i mig. Jeg holder ikke sådan uden videre op, holder ikke pause, jeg klør på, går til opgaven med krum hals. Det kalder på de ord. Men nu nok om det, for jeg har faktisk en pointe. En slags pointe.
Nu vil jeg nemlig fortælle om min tredje plæneklipper. Den har jeg ingen fotografier af. Den skammer jeg mig over. Den fulgte med Jægerhytten, den stod bare der i skuret, jeg kunne ikke så godt bede dem om at tage den med. Den er motordrevet. Olie og benzin, det er jeg i princippet imod. Plæneklipperen er en gammel model. Den slags, der aldrig går i stykker, har min kæreste fortalt. Han har også principper, men han ved den slags. Jeg har glemt navnet på modellen, men det er sådan et, som dem, der ved noget om noget den slags, ville være misundelige på mig, hvis de vidste at jeg ejede sådan en. En klassiker. Udødelig. Jeg har brugt den. Jeg har slået frimærkeplænen, der hører til Jægerhytten med den. Den trækker lidt selv, jeg skubber for resten. Det er også en slags samarbejde. Den virker. Upåklageligt. Der er bare det der med mine principper.
Det er et dilemma.
Jeg skriver om det nu, fordi det er et alvorligt dilemma. Ikke så meget at plæneklipperne findes, at de begge er mine. Men at mine holdninger findes. At mine holdninger og principper er sådan, så jeg skammer mig over at sige noget højt. Og skammer mig over ikke at sige noget. Mest er jeg i tvivl.
Jeg lever i et eksperimentarium. Jeg lever et eksperiment. Det har jeg talt med mine Jægerhyttegæster om i dag. Og i går. Det snakker vi meget om. Hvordan forklarer man alle de valg, alle de kompromisser, alle de kovendinger? Alle de tøvende, vaklende, skrøbelige beslutninger, der hele tiden skal tages. Og tages om. Og hvorfor. Det store, rungende HVORFOR. Fordi, hvorfor ikke bare gøre det lidt nemmere?
Hvorfor egentlig ikke?
Mens jeg skriver dette, sidder jeg på vaskeriet i Lysvik. Én tøjvask er tørretumblet og lagt sammen, én er ved at tørre, den sidste er ved at blive vasket. Kun den sidste kommer med hjem og op at hænge på det nye tørrestativ. Jeg har fået et tørrestativ, vi har fået et tørrestativ, han har bygget et tørrestativ til os. Se på det:
Og med Jægerhytten fulgte også en gruekedel. En aldeles velholdt, velfungerende gruekedel, som vi har flyttet op til Bondsäter. I første omgang for at vaske uld i den. Det er noget uld, vi har fået af en nabo, det er også et eksperiment, det er fordi jeg har fået en rok forærende. (Af den allerførste pensionats-gæst, dengang der fandtes et Pensionat Bondsäter.) Fordi jeg gerne vil lære at spinde. Hvorfor? Det vil jeg gerne kunne. Også det, vil jeg gerne kunne. Det er det tætteste, jeg kommer på et svar. Jeg kan lide at kunne. Nu forestiller jeg mig mange mistroiske blikke, mange pegende fingre. Hvad skal verden med det? At jeg kan en masse ting, noget bedre end andet, men ingenting sådan helt … professionelt? Også det har jeg en holdning til. En holdning som jeg ikke helt har formuleret, en holdning med mange for-og-imod, og en hel masse tvivl, men den går noget i retning af: Kan det virkelig være rigtigt, at vi allesammen skal specialiseres så ekstremt – at der ikke er plads til, endda brug for, at vi kan en masse, fx alt det som vi har LYST til at kunne?
Måske. Måske. Måske. Måske ikke.
Men, for nu at nærme mig pointen, som selvfølgelig også er helt uafklaret og løs: Jeg er på vaskeri i dag. Jeg tørretumbler det meste, selvom jeg egentlig er imod. Jeg siger, at det er regnen (REGNEN; REGNEN DEN EVIGE), men mest handler det om at i dag, der vil jeg bare gerne have det lidt nemmere. Det er nemmere på den måde. Og egentlig behøvede jeg slet ikke tage på vaskeri, for i går testvaskede min kæreste tøj i gruekedlen, og det gik aldeles udmærket. Måske bliver det engang det vi gør HVER GANG, sådan vi vasker ALT VORES TØJ. Men jeg er ikke sikker. Aldrig sikker. Jeg kan lide vaskeriet. Her sidder jeg og skriver, fx. Her sidder jeg og er på facebook. Her sidder jeg og læser i de blade, som vaskeriets andre brugere efterlader. Blade som et af mine mere fasttømrede principper forhindrer mig i at købe, men som jeg læser. Her.
Hvad er min pointe?
Om lidt skal jeg til koncert. Det er noget andet, mærkeligt noget. Jeg kender mange her efterhånden, har snart boet her i to år. Og lige før, da jeg skulle i butikken for at veksle til ti-kroner til vaskemaskinen, mødte jeg en af dem. Hun er fra Tyskland, og har en ven på besøg. En professionel pianist, en dygtigt pianist. De har fået lov til at låne kirken til en privat koncert, og jeg blev inviteret. Det passer præcis med at alt mit tøj er vasket. Jeg skal sidde i en kirke i tre kvarter og lytte til klassisk musik. Så skal jeg køre hjem til skoven og hænge den ene vask, som fik lov at forblive u-tørret, op. Sådan er mit liv. Ikke sådan som jeg havde regnet med, ikke sådan som jeg havde planlagt, ikke sådan som jeg har gennemtænkt og regnet det ud. Jeg har ikke regnet noget ud. Det er måske det, jeg prøver at forstå. Måske. Måske. Måske ikke.
Der findes ikke nogen pointe, tror jeg. Men der findes billeder. Jeg tog dem ud af vinduet, uden han vidste det. Se på ham, han vasker tøj:
Skriv som en forelsket idiot, så længe du er det. Skriv som noget andet, når du er noget andet. Det var det, han sagde, det, han mener. Og det, jeg er nu. Det er ham, men ikke kun ham. Det er hele det her liv, som er blevet mit. Noget har jeg kæmpet for. Hårdt, indædt, bistert, sådan som jeg kører min plæneklipper. Noget har jeg bare sagt ja til. Som den koncert, og nu SKAL jeg virkelig gå. I kirke. Besynderligt nok, eller bare besynderligt som afslutning på dette.
Se på vasketøjet:
Det vasketøj er jeg også forelsket i. Det vasketøj er mit liv, en forlængelse af mig. Jeg skaber min identitet igennem det vasketøj, vasket i den gruekedel, af den mand, hængt op på den tørresnor, lavet af den mand. Den mand. Og mig. Vores liv.
En anekdote. En slags sandhed. En god historie.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 