Nu findes Jægerhytten ikke mere, eller, hytten findes jo stadig, men som koncept er det indtil videre nedlagt. Det har været en sjov sommer, og SERIØST dygtige mennesker kom for at bo og arbejde. Og heldigvis havde jeg noget at sætte dem til – alle husets vinduer og træværket på det nye halvtag er fx blevet malet. Pludselig ser hele huset anderledes ud. Se nu bare bagsiden før, et billede, som jeg aldrig før har gidet vise frem, bliver nu aktuelt. (Lige som skraldetårnet, der først i hast blev foreviget, sekundet før det blev revet ned. Sådan er det, facade og vinkling.) Men altså, Bondsäter bagfra, upræsentabelt, i fortiden /oktober 2013:
Og Bondsäter nu, shiny, shiny /august 2015:
Sådan kan tingene ændre sig, og tag nu også brønden, som jeg desværre ikke har før-billede af, men forestil dig cementrør-omviklet-med-rockuld-omviklet-med-blå-byggeplast-omsurret-af-reb – og så forvandlingen til dette:
Denne sommer har været som en sidste, hektisk episode af Bondsäters store make-over. Og jeg kunne ikke have gjort det alene. Et hold Jægerhyttegæster hjalp mig med det møjsommelige arbejde (ikke gjort nemmere af regnen, der hele ugen silede trøsteløst ned) med at slibe og kitte alle husets vinduer. Et andet malede halvtagets træværk, mens jeg selv malede vinduerne. Sådan her malede de, garanteret ureglementeret efter alle mulige arbejdsregler, jeg lover at jeg ikke tvang dem, tværtimod trippede jeg nervøst omkring det og formanede til forsigtighed:
Indimellem lavede Lasse brøndens nye beklædning. (Savet i hånden, alltihop, han er dogmemand, heldigvis er også han.) Og indimellem alt det, og alt muligt andet, var der hverdag. Og for nu at gøre en lang historie forsøgsvis kort: Jægerhyttekonceptet var virkelig sjovt at prøve, og der blev lavet så meget, som jeg er så glad for. Dagen, hvor mit værksted blev organiseret, fx var decideret uforglemmelig, så sad vi der med regnen silende udenfor og håndsorterede gamle søm og skruer, mens Daniel (som vildt nok var møbelsnedker) kunne fortælle mig hvad den gamle, defekte høvl hed, og hvorfor det var håbløst at forestille sig at gøre den brugbar igen – for ikke at tale om de lækre rabarberkager og kanelsnegle, jeg kunne få bagt i tide og utide. Og hver dag lækker mad serveret, og en opvask der blev tryllet væk. Men, for nu skulle det jo være kort. Altså. Der er jo sket noget indimellem at jeg fik ideen til Jægerhytten, og gæsterne begyndte at komme. Det er så simpelt som at jeg ikke længere er alene om alting. Hverdagen fungerer, fordi vi nu er to voksne til at fordele arbejdet mellem os. På den måde blev sommeren slet, slet ikke som planlagt, og det kunne godt mærkes at der hele tiden skulle ekstraopgaver til. Store opgaver, for at så meget – og så kvalificeret – arbejdskraft skulle give mening. Og nu er der altså ikke rigtigt flere af den slags opgaver tilbage. Bondsäter er blevet såååå nydelig, og hverdagen …. fungerer.
Derfor vil jeg (igen) sige tak til de virkelig seje og søde mennesker som kom forbi i løbet af sommeren, og igen understrege: Det er virkelig ikke fordi der var noget galt med det, der blev lavet. Ting ændrer sig bare, nogle gange til noget så usandsynligt godt.
…. og her ville jeg have afsluttet med en kysse-selfie (som findes, det er sandt) men der blev nedlagt veto, så valget stod mellem en nuttet killing og det her:
Maja Elverkilde // Pote Produktion 