Læs fra begyndelsen her
Jeg finder den rigtige hylde, jeg kigger længe på bleerne. Jeg tror ikke, hun mangler bleer. Jeg tror ikke, hun har en baby. Hun ligner ikke en, der har en baby. For gammel, punkfrisuren, læderjakken, noget med hele hendes kropsholdning. Foroverbøjet, dirrende, insisterende. Hun talte til mig, som om det var hendes ret, Noget, jeg skyldte hende. Hendes telefon ringede, mens vi gik. Der var noget mærkeligt med den samtale. Hun aflagde rapport, sådan virkede det. Hun arbejder for nogen. Sandsynligvis er det et trick; det er svært at sige nej til at købe bleer, når man selv går med et lille barn i hånden. Et velnæret, velstimuleret barn. En mors bøn til en anden. Henvender hun sig kun til mødre, eller har hun en anden teknik, når det gælder andre målgrupper? Ældre kvinder, får de monstro en historie om en gammel slægtning, der sidder derhjemme og desperat har brug for … Hvad kan gamle mennesker desperat mangle? Jeg er ikke den rette, det ved jeg ikke. Mon den, hun talte med i telefonen, er den, som hun planlægger sine strategier sammen med? Holder de deciderede strategimøder? Bruger de alle pengene på stoffer? Hash, heroin, øl? En anden mulighed er, at hun ikke selv er mor til en baby, men er mormor. Eller bare kender en, der sidder med en baby og har brug for hjælp. Det er muligt, at hun simpelthen er den, der er i stand til at stille sig op i et indkøbscenter og tale på andres vegne. Hvem er jeg til at dømme. Jeg har ikke andet valg end at tage hendes ord for gode varer. Eller: Alternativet er et skråplan af mistro, som jeg ikke vil udsætte mig selv for. Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår at andre mennesker vælger den vej. Hvem er jeg til at dømme. Jeg vil bare ikke selv. Hvis det er naivt, hvis det er dumt, så er det selvvalgt. I det mindste. Trods alt. Jeg putter Pampers nr. 3 og Nan nr. 1 i kurven. Jeg tillader mig også at putte en pakke vådservietter i kurven, det er mit beskedne bidrag; min erklæring om velvilje. Mit tegn på at jeg er god, lidt bedre.
Fortsæt til Del 8