Læs fra begyndelsen
Jeg finder den rigtige hylde, jeg kigger længe på bleerne. Jeg stiller kurven fra mig, tager drengen i hånden, går mod udgangen. Jeg har taget en beslutning. For en gangs skyld har jeg kastet al tvivl overbord, ikke flere endeløse overvejelser, frem og tilbage, for og i mod – nej, ikke mere: Jeg handler. Er det det menneske du vil være? Det eneste spørgsmål, der fremover må tælle. (Den regel, det system, jeg nu indfører.) Jeg går ud af Hemköp, spejder efter kvinden, hun sidder på en trappe overfor udgangen. Hun taster ivrigt på sin telefon, har ikke set mig. Jeg går hen til hende, står helt foran hende. Tøver, ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg kender jo ikke engang hendes navn, hun kender ikke mit. Hun ser op, ser mig og rejser sig hurtigt, smiler bredt, ser så mine tomme hænder og et forvirret udtryk flagrer over hendes ansigt. Den blottelse. Jeg skynder mig at række hånden frem, minder mig selv om min beslutning: Jeg handler. Nu handler jeg. Fra nu af.
– Jeg hedder Maja, hvad hedder du? Siger jeg og smiler. Tænker, at det er et smil, der skal indgyde tillid. Hun rækker ikke hånden frem, glor på min tomme hånd. Skuffelse. Vrede. Jeg gætter på hendes følelser, mærker en brusende, let fornemmelse skylle igennem min egen krop: Forventningens glæde. Hun ved det ikke endnu, ved ikke hvor heldig hun er, at hun har mødt lige præcis mig, lige præcis i dag.
– Jeg har ikke købt bleer, men du får penge, det er mere rigtigt, siger jeg.
Hun ser uforstående på mig. Jeg slår over i et engelsk, som jeg forestiller mig vil nå klarere igennem.
– No Pampers, but money, come, come with me, siger jeg og smiler, smiler så det strammer i mine kæbemuskler, i ansigtshuden, jeg vifter ivrigt med den ene arm. Den anden, drengens hånd, jeg knuger den, messer for mig selv: Nu handler jeg. Det er godt for drengen at have en mor, der handler. Jeg lærer ham noget vigtigt. Jeg klemmer hårdt om hånden. Stadig pulsen, så høj, stadig sveden, fornemmelsen af at lugte af den følelse, som jeg ikke vil kendes ved. Kendes på. Genkendes som. Bange. Angstens lugt. Jeg begynder at gå, rystende ben, smilet stivnet til en grimasse, hun ser ikke glad ud. Endnu. Snart vil hun forstå. Hun følger efter, langsomt, går bag ved mig, slæbende fodtrin. Jeg styrer mod den hæveautomat, jeg så på vejen hen mod butikken. Allerede da overvejede jeg det; hæve nogle penge til hende i stedet for det indkøb, der var så uværdigt for os begge. Jeg overvejede det, men havde brug for tid, før jeg turde. Nu tør jeg. Jeg er stolt af mig selv, jeg går hurtigt, hurtigere. Hun forstår, hun sætter også farten op, går ved siden af mig, smiler forsigtigt. Tør sikkert ikke tro på det endnu. Jeg griner. Tænker på hendes overraskelse, når hun for alvor forstår, hvad der er ved at ske. Jeg ved ikke hvad beløbsgrænsen er, men jeg forestiller mig, at jeg kan hæve det hele. I mit hoved er der dette billede: Las Vegas, den enarmede tyveknægt. En fattig pensionist, der trøsteløst hiver i håndtaget, de farverige felter der drejer rundt og rundt, langsommere, lander på: To kirsebær og en guldmønt. Ingen gevinst. Hun sukker, blanke øjne, hun putter endnu en mønt i, drejer. Endnu en mønt, drejer. Og så: Tre blanke, røde æbler! Den store gevinst! Mønterne begynder at trille ud, vælte ud, klokker ringer og dingler, et lysshow, konfetti fra taget!
Jeg putter hævekortet ind i automaten, trykker koden. Har allerede besluttet mig: Hvis jeg ikke kan hæve det hele, så giver jeg hende kortet i stedet. Skriver koden ned. Måske giver jeg hende et kram, måske siger jeg: Held og lykke med det hele.
Hun kommer ikke til at tro sit eget held.
Fortsæt til Del 9
Maja Elverkilde // Pote Produktion 