Juni 2014
Før jeg for alvor går i gang med selve historien, er der noget rundt om og bagved, der må klargøres. Noget om principper og forudsætninger – vel alt det, som jeg forestiller mig kan være bare en anelse … kontroversielt er absolut for stort et ord, men: Emner, som jeg forestiller mig, kan få læsere til at vælge fortsættelsen fra.
Og det første, er dette: Her Dør Dyr. De bliver slagtet og spist. Dette er et sted, hvor dyrene findes med et formål, hvor deres funktion er deres berettigelse: Kattene spiser mus, hønsene lægger æg. Kaninerne … det er en helt anden historie. Det er en historie om et avlsprojekt, der aldrig kom i gang og nu er nedlagt. Det er historien om navnereglen, der blev brudt.
Navnereglen: Kæledyr får navn, slagtedyr får ikke navn.
Så simpel en regel. Så simpel er virkeligheden ikke.
Virkeligheden er, at ræven har taget mange killinger (Kiki, Dodo, Lotuskatten, Sten). Virkeligheden er, at hunkattene har jaget hankattene væk (Thea, Lotuskatten II). Virkeligheden er, at hanen (Bob W) snart er udtjent og skal udskiftes med en yngre. Virkeligheden er, at det samme vil ske med hønerne. Den dag de ikke længere lægger æg, så giver det ikke længere mening at fodre dem. Foder koster penge. Hele ideen med dette sted, dette liv, er at forsøge at indarbejde en cyklus. Eller: Det er mennesker, der placerer sig selv som led i en naturlig cyklus. Vi sår, høster, gøder og luger. Fodrer, passer, nusser og slagter. Indsætter os selv som dem, der håndhæver en regel, der er langt mindre nuttet, end min oprindeligt indførte (nyhippieuskyldige) navneregel. Nemlig: Reglen om retten til liv.
Og Svend. Svend Frikanin. En hel historie. To måneder den første sommer løb han frit omkring. Holdt sig i nærheden af buret, hvor hunkaninen; PuggiNuggi, stadig var. Svend kunne håndfodres, men ikke fanges. Hen ad efteråret lykkedes det mig at lokke ham ind i stalden, hvor jeg havde bygget vinterbure. Jeg brugte PuggiNuggi som lokkemad, og det virkede. Kødavl. Det var planen. Svend skulle parre sig med PuggiNuggi, og deres unger skulle vi spise. Kaninungerne; dé skulle ikke have navn. Men hver gang de to blev sat sammen, uanset hvilken af håndbøgernes metoder jeg prøvede, så kom der ingen parringsforsøg. De nussede hinandens ører. De hjalp hinanden med at holde knot væk fra øjnene. Men ingen unger. Ingen kødproduktion. Meget pasning. Nusning. Frossent vand, der skulle skiftes om vinteren. Græs, der skulle plukkes. En beslutning, det tog mig lang tid at tage.
Det er ikke længe siden, det skete. Jeg fangede dem selv. Det var mig, de kendte, mig de var trygge ved. Jeg løftede dem op og rakte dem til nabomanden, der er vokset op med kaninavl, og ved hvordan man slagter dem. Først PuggiNuggi, og det var svært, men anderledes. Ikke aldeles ubærligt, som da jeg skulle indfange og overrække Svend til det. Den kniv.
Forskellen var friheden, som Svend udlevede den sommer. Nydelsen ved synet af den stadigt stærkere kanins vimse spring rundt omkring os. Følelsen af at være beæret over dens nærhed, den valgte at blive, valgte at følge med i vores færden, nysgerrig og tæt på, men hele tiden præcis uden for rækkevidde. Forskellen var den personlighed, jeg opdagede (eller tillagde) det dyr. Forskellen var, at Svend var blevet tam, siden han kom ind i vinterstalden. PuggiNuggi havde bare været det hele tiden, nem og håndterbar. Svend blev kælen, på en helt særlig, sky-forbeholdt-mig-måde, som var komplet uimodståelig. Hoppede hen og lagde sig med hovedet fladt ned, så jeg kunne stryge henover næseryggen, klø bag ørerne.
Forskellen var, at det var mig, der havde valgt hans navn.
Så snart jeg havde overrakt Svend, gik jeg ud i skoven og græd. Jeg gik og gik, græd og græd. Så gik jeg tilbage, blev mødt af den kæreste, med de udbredte arme. (Det er en anden historie; den om at skulle vænne sig til muligheden af at græde inde i den varme, brede omfavnelse i stedet for skjult og alene, den historie kommer jeg til.) Og så gik vi i gang med arbejdet.
Vi havde på forhånd aftalt, at jeg skulle tage mig af at kødet, min kæreste skulle tage sig af pelsen. (Faktisk er det sådan, at jeg (indtil videre) insisterer på at rense og partere alle dyr vi slagter. Jeg er begynderen; det har nyhedens interesse, han har allerede levet sådan længe. Jeg øver mig i at lave de rigtige snit, jeg studerer interesseret indvoldene, jeg bøjer fascineret leddene imellem knoglerne, studerer mekanikken, så at sige.) Men det blev til at jeg også selv tog pelsen af Svend. Det blev vigtigt for mig, på en måde, som jeg ikke rigtig kan forklare. Noget med at følge min beslutning (dødsdommen) til dørs. Ære det dyr, ved at følge processen til dørs. Sådan noget. Den florlette, gråhvide pels. Blodstænk ved halsen. Jeg rakte det til min kæreste, han skrabede forsigtigt indersiderne fri for kød, fedt og hinder. Begge skind så skrøbelige, tynde. Bagefter dækkede han dem med salt, lagde dem fladt udstrakt på en plade.
Nu hænger det ene på væggen. Det, skindet. Dyret, Svend.
PuggiNuggi ligger rullet sammen, venter på at vi finder ud af hvordan man arbejder med det. (Bl.a. har drengen fået lov til at få lavet noget, og han har bestemt sig for en kattebamse. Vi skal lave en kattebamse af kaninskind.) Fødderne har vi også gemt, de hænger til tørre i vindueskarmen. Lykkebringende amuletter, eller bare en påmindelse om at: De levede, nu er de døde.
Det var trist, det er trist. Men også helt rigtigt.
Og nabofamilien blev inviteret til middag, og kødet smagte godt. Tyk, hvid sovs, nyopgravede kartofler og garniture af porrer og gulerødder fra haven. Dagen efter suppe, kogt på resterne.
Og vi giver stadig dyrene navne. Vi giver alle dyrene navne.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 