November 2013
Jeg skrev dagbog hele det første år. Det var en beslutning jeg tog, fordi jeg tænkte: Alt jeg oplever i dette år, oplever jeg for første gang. Jeg kommer aldrig siden til at opleve det på samme måde.
Nonsens, kan man indvende. Alt man oplever, oplever man altid for både første, sidste og eneste gang. Eller, hvordan man nu ser på det. Men bortset fra det, hvis jeg nu skulle forsøge ikke at lande et helt andet sted, end der, hvor jeg har tænkt at skrive mig hen. Altså: Jeg skrev dagbog stort set hver dag, og det er jeg glad for nu. Selvom jeg husker meget, er der også meget, som jeg nu har (lykkeligt) glemt.
For eksempel at jeg i de første to måneder var nærmest besat af kollektiver. I dag genlæste jeg dagbogen, for at finde et godt sted at citere. Helst sådan et lidt sjovt, men inderligt, men ærligt, men råt, men … du ved hvad jeg mener. I stedet fandt jeg side op og side ned, hvor jeg harcelerer over kollektiver og lufter nogle absolut ikke sympatiske fordomme om mennesker, der vælger at bo i kollektiver – og så indimellem nogle forsigtige, sværmeriske forestillinger om et kollektiv, der kunne passe til mig. Mig og drengen.
Det handler om drengen. Hele tiden min bevidsthed om at MIT valg, MINE drømme, blev udlevet. Og han fulgte med. Jeg tog ham med. Jeg var bange for at han betalte prisen, for at jeg havde det godt.
Selv nu er det ikke let at skrive. Den frygt. Jeg kender ikke nogen forældre, der ikke har den frygt. Det er umuligt IKKE at vælge på sine børns vegne. Man kan sidde helt stille, sidde på sine hænder. Det er også et valg.
Men mit valg. At flytte til et andet land, at bo i en skov, i et faldefærdigt hus, uden el, indlagt vand og varme. Det primitive, det isolerede, det ensomme. Hvor langt fra alt (vedtaget normalt) kan man tillade sig at gå, når man har en dreng under armen …
Jeg fandt til sidst et citerbart sted fra dagbogen, og ville netop skrive det ind her. Men papiret ligger ved siden af computeren, og det er blevet for mørkt til at jeg kan se bogstaverne. Jeg sidder hjemme hos naboerne, udenfor vinduet lyser solen i en sidste, gylden stribe. Der er tændt stearinlys lidt rundt omkring. For tiden kommer solen ikke helt nok op over trætoppene til at give strøm også til lamperne. Drengene, min og naboens, sidder sammen i sofaen. De sidder på tykke lammeskind, de spiller et spil sammen på en Ipad. Bad Piggy, fortæller de, da jeg spørger. Et dejligt spil, tilføjer naboens dreng. Nabomanden laver mad mens jeg skriver dette. Han sauterer rodfrugter, som min kæreste tidligere var nede og grave op i haven. Vi skal også have kartofler og flødestuvet kål. Og æbletærte. Frosten har endnu ikke sat sig i jorden for alvor. Det er min tredje vinter heroppe, og det er det eneste, som har været konstant. Vinteren kommer hver gang senere, end jeg tror. Alt andet er nyt. Jeg oplever dette for første gang, for eneste gang. Og lige nu behøver jeg ikke skrive om kollektiver, som jeg i øvrigt overhovedet ingenting ved om. For jeg er ikke alene. Drengen er ikke alene. Vi er ikke alene.
November 2013
Jeg skrev ovenstående den 9. december. Det var indlæg nummer ni, i den julekalender, som jeg brugte til at sparke mig selv i gang med hele projektet. Nu er det den 23. januar, og jeg i gang med (nænsomt) at omrokere indlæggene, så den historie jeg vil fortælle, faktisk bliver mulig at læse. Der er en slags blog-kodeks, jeg nu bryder. Muligvis et selvopfundet regelsæt, jeg er god til at vedtage regler og systemer, men. De blogs jeg selv læser og den, jeg indtil nu har skrevet (www.majaelverkilde.blogspot.com), opererer efter et her-og-nu-princip, hvor efterredigering er utænkeligt. De skrevne indlæg er gyldige netop i kraft af deres placering i tid. En øjebliksrapport.
Jeg prøver noget andet. Historien jeg lige nu skriver frem, er allerede sket. Det er de to foregående år. Jeg kunne skrive det hele på forhånd, redigere og blive færdig, før jeg offentliggjorde det. Så ville jeg undgå det her rod, hvor jeg allerede to gange har omstruktureret hele baduljen, og sikkert kommer til at gøre det igen flere gange undervejs.
Nu beslutter jeg mig for ikke at spekulere så meget mere over hvorfor, fordi så ville jeg med garanti ende med slet ikke at skrive noget – og dette er egentlig det eneste du, som læser, behøver at vide: Når jeg flytter rundt på teksterne, når jeg ændrer i noget, jeg allerede har skrevet og offentliggjort, så gør jeg det med ét og kun ét formål: At fortælle historien bedre. Og bedre betyder sådan noget som enklere, klarere, smukkere. Tættere på hvordan jeg oplevede det.
Og når jeg nu vælger at ovenstående tekst, skal flyttes frem som det tredje i fortællingen – og dermed et af de indledende, grund-dannende, så er det jo fordi det handler om noget ekstremt vigtigt. Drengen. Drengen, drengen, drengen. Mit ansvar, mine valg og deres konsekvenser for ham. Beslutningen om at skrive historien med to års forsinkelse, hænger også sammen med at jeg undervejs nærmest konstant har holdt vejret. Ventet på at vide om det nu gik godt.
Gik det godt?
Nu (bilder jeg mig ind) ved jeg, at det kommer jeg aldrig til at vide. At det slet ikke er pointen.
Men jeg ved, at vi er ikke alene. Jeg ved, at det giver mig den tryghed, som overhovedet gør det muligt at fortælle.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 