Oktober 2014
Sveriges nye fattigdomsundersøgelse. Dette er skrevet i december 2015, hvor den lige er offentliggjort. De snakker meget om den i radioen. Enlige forældre med udenlandsk baggrund er stærkt overrepræsenteret blandt de fattige. Det er mig, det er bl.a. mig. Det er ikke mig.
Det er endnu en brik i det puslespil, der skal forklare både hvorfor jeg først nu begynder at fortælle denne historie, og hvorfor jeg faktisk vil. Altså. Økonomi.
Det er så frygteligt privat, jeg er så pinagtigt privilegeret. Jeg ville hellere ikke beskæftige mig med penge overhovedet, jeg går slet ikke ind for penge. Kapitalismen. Kommercialismen. Ned med den, og afskaf ejendomsretten i samme hug. Siger jeg, og siger så meget hurtigt og med et (forhåbentligt) afvæbnende glimt i øjet:
Jeg ved jo godt, at det ikke er så enkelt.
Jeg ved godt, at der ikke sådan lige er alternative måder at organisere os på, sådan mellemmenneskeligt, som er definitivt bedre.
Hvis jeg skal fortælle om det her liv, hvis jeg skal fortælle at man kan – at det virkelig er muligt – at GØRE NOGET ANDET, er jeg nødt til at blotlægge mit mest private sted. Min privatøkonomi. Altså. Sagen er den, at jeg på den ene side ER fattig. Og har været det hele mit voksenliv. Jeg har ikke færdiggjort min uddannelse, jeg har systematisk undermineret mit cv (en halvhjertet sekretær-bane, var jeg vel inde på) ved at holde ‘skrivefri’, hver eneste gang, jeg kunne finde en kreativ måde at finansiere det på. Sagen er så samtidig den, at jeg tilhører en lille og officielt vedtaget über-privilegeret gruppe, jeg fx kan kalde statsfinansieret forfatter. Siden jeg debuterede i 2008 har jeg nogenlunde regelmæssigt fået arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Ikke hver år, men nogle år, har jeg fået 100.000 kroner, før skat, vel at mærke.
Det er kompliceret. Betragtet som en årsindtægt er det jo ingenting i forhold til så mange lønmodtageres indkomst. Men for mig vil det altid svare til at vinde i lotto; en svimlende sum, som jeg hver gang er ydmyg og beæret over at modtage.
Altså: objektivt lavindkomst OG priveligeret. Altså: En årsindtægt, der ikke rigtigt gav mig mulighed for at betale husleje og købe mad i København, hvor jeg boede, før jeg flyttede ud i skoven.
Så kommer næste komplicerede faktaoplysning: Jeg bor til leje på Bondsäter, men jeg betaler stort set ingenting for at bo her. Hvis jeg vil male væggene eller lave noget andet, så betaler husejerne materialeudgifterne. Billedet ovenover er fra sidste efterår, hvor huset fik nyt tag og halvtag. Husejerne hyrede håndværkere, der arbejdede i en hel måned fuld tid. I samme omgang blev brændekomfuret skiftet ud, og alle andre brændeovne blev efterset. Forsikringer, det årlige skorstensfejerbesøg. Husejerne betaler det hele. Lejeaftalen er en af grundene til at jeg har råd til at bo her, med min objektive (for ikke at tale om uforudsigelige, hvert år er det lige spændende om der kommer penge eller ej) men privilegerede lavindkomst.
Husejerne er glade, fordi vi passer godt på huset, som ellers ville stå og forfalde. Langsomt men sikkert. Ingen med et almindeligt lønarbejde kunne bo her. Vejforholdene i vinterhalvåret alene er en forhindring. Livsstilen, der følger med huset, er en anden. Det er en måde at bo på, som kræver at man er der. Bliver hjemme; passer ilden, haven, dyrene.
Men en del af husejernes glæde, skyldes helt sikkert også at de støtter mig fattige forfatter. De synes, at det er spændende, at jeg sidder der, i deres hus og skriver. Og at de er med til at gøre det muligt. Det er ikke noget, jeg finder på, det bliver sagt helt åbent og højt. Det er okay med mig. Jeg har brug for deres hjælp med at finansiere det her.
Alt jeg nu har skrevet kan nuanceres og uddybes i uendeligheder. Jeg skriver det kort her nu, for at komme frem til min pointe.
Og min pointe er denne: De særlige omstændigheder ved min personlige, private økonomi diskvalificerer mig i forhold til det, jeg gerne ville være. Det, jeg gerne ville være, er: Eksemplet på at man kan gøre noget andet. Leve anderledes. Friere af penge, fri til at fylde tiden med ting, som hænger sammen med andre værdier.
Fluffyfuffyfluffy. Men sandt, og også noget, der kan (skal!) nuanceres.
Min pointe, der kommer efter pointen er så denne: Hvis jeg havde nogle andre, særlige omstændigheder (fordi ALLES omstændigheder er særlige) så ville jeg gøre det samme, men på en anden måde.
Og det kan jeg sige med stor sikkerhed, fordi jeg netop ikke er den eneste, der har fundet en udvej. Bare her omkring er der 6 husstande, hvor jeg kender deres mest intime (dvs økonomiske) omstændigheder, og derfor VED at der findes andre muligheder. Andre smuthuller. Andre prioriteringer, privilegier, undtagelser, evner. Også for dette emne gælder, at jeg finder trygheden til at skrive om det, fordi jeg ikke er alene.
Alle gæster heroppe de seneste to år, har – uden undtagelse – udspurgt mig om økonomi. Jeg har registreret mit ubehag, jeg har snakket udenom og undveget. Men det er vigtigt at tale om. Risikabelt og nøgent, men nødvendigt. Så nu har jeg også blottet mig. På min egen måde, dvs plus omstændeligheder, minus konkrete tal. Og jeg gør det, fordi sagen er den, at jeg ikke kun vil fortælle en historie, men også missionere (en smule, og meget ambivalent) for at alle, der drømmer om at gøre noget ANDET, også får at vide, at det ANDET findes som en realiserbar mulighed.
(… og med denne omkvalificering af mig selv som eksempelmulighed, har jeg nu ryddet endnu en hurdle af vejen, og nærmer mig således selve fortællingen ….)
Maja Elverkilde // Pote Produktion 