Bagtæppe: Haven!

August 2014

Men haven! Næstsidste omvej, før jeg sådan rigtig går i gang med historien, må være at fortælle om Drømmen om en have. Det er det sted at starte, som kommer allerførst. På samme måde som jeg altid har drømt om at være forfatter, har jeg altid fantaseret om en have, der var min. Der er så meget, der hænger sammen. Min første bog hedder ‘Alt det der er mit’, og handler (hvis jeg selv skal sige det) først og fremmest om at skabe noget, der er mit. Et sted at stå, et sted at være, et sted at starte. (Siden fulgte utallige omgange af at starte forfra, starte på en frisk, som man siger, indtil jeg selv fik øje på gentagelsestvangen (også) i dét. Det er en historie for sig, det er en del af historien, måske skriver jeg mere om det en dag. En anden dag.)

I min første bog er der en novelle (der hedder ‘Arv’) om en mand, der køber et kolonihavehus. Som han siger: … jord er altid en god investering. Desuden er det sundt at have fingrene i skidtet; luge, så frø og se dem vokse op og blive til noget.”

Jeg vrænger. I teksten vrænger jeg ad den idé, den romantisering. Men den er min, det er mig, der romantiserer. Drømmer.

Engang købte jeg næsten et kolonihavehus. Selv om det lå lige op ad en stærkt trafikeret hovedvej. Jeg ville så gerne have en have, der var min. Og den var billig. Billig nok, til at jeg faktisk kunne købe den. Netop på grund af vejen og støjen. Manden, der solgte den, fortalte, at det havde været hans mors. Det var en del af dødsboet. Anden gang jeg talte med ham, fortalte han, at han var nødt til at hæve prisen lidt, fordi begravelsen var blevet dyrere end forudset. Så langt er der overenstemmelse mellem handlingen i novellen, og i virkeligheden. Men derfra skilles de. I virkeligheden sagde jeg, at jeg lige skulle tænke over det. Da jeg ringede tilbage, var den allerede solgt. Han havde forstået det som om jeg fandt det urimeligt. (Og det var vel rigtigt nok, først var jeg forarget, men bagefter var jeg igen tilpas desperat. Det var min eneste mulighed, første gang en have var indenfor min økonomiske rækkevidde.) Han fortalte, at nabohuset i kolonihaveforeningen var ejet af et døvstumt par. Nogle af deres venner, også døvstumme, havde henvendt sig. De ejede huset nu. Han tilføjede, at det jo var meget praktisk. Han sagde det, som om han ville have mig til at give ham ret. Jeg var grædefærdig.

Nu ville jeg ikke ønske noget anderledes. Men det kunne jeg jo ikke vide dengang.

Billedet herunder forestiller mit krydderurtebed. Mit eget krydderurtebed. Mit første. Jeg besluttede helt selv, at det skulle se sådan ud. Forestil dig billedet vendt på hovedet. Det var sådan, jeg lavede det, hele tiden fra den vinkel, jeg så det. Først da jeg tog dette billede, opdagede jeg formen.

juni/juli 2014

Jeg tog det som et tegn. På noget godt.

Hvis du spørger mig nu, vil jeg sige, at jeg havde ret.