*1 Historien begynder, igen

August 2013

Historietid. Nu begynder historien sådan for alvor. Igen. Jeg skriver om helt forfra. Det er den 25. januar, og jeg ved godt at det er noget rod med baguddateringen af indlæg, men regner med at jeg får indhentet mig selv i løbet af denne uge, sådan at det kommer til at passe igen. Så, nedtælling/bagtæppe slut – her starter det, tilbage til august 2013:

Jeg boede alene med min dreng i en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Hele vinteren havde jeg læst om livet heroppe i skoven. Det var Andrea Hejlskov, der bloggede om sin families første år heroppe. (Det der senere blev omarbejdet til bogen: Og den store flugt.) Noget vakte genklang. Noget fik mig til at længes på sådan en diffus måde. Samtidig var der alle mulige grunde til at det bestemt ikke kunne lade sig gøre for mig.

Men da det på facebook blev annonceret at man kunne komme på besøg og arbejde mod kost og logi, blev det straks inkorporeret i min sommerferie-planlægning.

Vi skulle rejse først til Värmland og arbejde hos Hejlskov-familien i en uge, så videre med nattoget hele vejen op til Tromsø, hvor jeg har familie. Forene en gammel drøm om at rejse med nattog med en gammel drøm om at rejse på en anden måde, møde mennesker på en anden måde. Men mest dette: Komme væk fra min klaustrofobiske to-værelses lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. En pause fra det, der var mit liv.

Og det var ikke fordi, jeg ikke prøvede at få det bedste ud af det liv. Fx var jeg begyndt at gå til salsa, fordi: Man bliver glad af at danse. Tænkte jeg. Og jeg havde fået bakset et rigtigt klaver ind i mit minihjem, stik imod al fornuft – netop for at prøve blive lidt bedre til at trodse fornuften. Familien tæt på, og mange venner, gode venner. Gode, gamle, nye, sjove venner.

Men et sted undervejs, var der sket noget med de andres liv. Noget jeg på en eller anden måde havde misset. Nogle havde familier. Børn, koner, mænd. Nogle havde karrierer. Private, kommunale. Kunstnere, der var dedikerede, hårdtarbejdende, passionerede. Nogle havde både familie og karriere, andre var frie; unge og mobile, ude og afsøge muligheder, eller bare have det sjovt.

De havde alle sammen det til fælles, at de havde travlt.

Det havde jeg ikke. På en eller anden måde var jeg havnet imellem stolene. Hverken rig eller fattig, jeg havde ikke et lønarbejde, men var heller ikke arbejdsløs. Ville virkelig, virkelig skrive, gjorde det bare ikke rigtig. Jeg ville virkelig, virkelig gerne bo på landet og dyrke mine egne grøntsager, men havde forlængst opgivet det som en realistisk mulighed. Det ville jeg jo aldrig få råd til. Jeg var ikke barnløs, men ikke i en familie. Jeg var ikke ung længere, ikke i gang med at etablere eller afsøge noget som helst. Jeg var ikke potentielt noget som helst. Jeg var gået i stå. Igen.

Men nu skulle vi i det mindste lidt væk, opleve noget eksotisk, i det mindste kunne jeg tage på en ordentlig oplevelsesferie, som det var værd at tale om bagefter. Det var sådan jeg ankom til Bondsäter. Sådan jeg indtog huset for en uge.

Billedet ovenover er taget med ryggen til selve huset. Det er stalden midtfor, et fritstående das helt til venstre og et plasticdrivhus, der bugnede af grønne tomater, som jeg ikke ved, hvem havde plantet. Jeg husker den underligt regelmæssige flaprende lyd, som jeg længe havde svært ved at placere. Tipiens skelet, det hvide flag, der ramte en udspændt snor. Nogen havde hejst det flag. Der er ca tre kilometer imellem Lensäter, hvor Hejlskov-familien bor, og Bondsäter. Aftalen var at vi var dernede i dagtimerne, hvor jeg skulle hjælpe med børnepasning og hushjælp. Resten af tiden havde vi for os selv. Hele sommeren havde Bondsäter været beboet af andre gæster. Alle var rejst umiddelbart før mig og min dreng nåede frem, vi var sommerens sidste gæster. Vi havde huset helt for os selv.