oktober 2013
Og her må det være på sin plads med en præsentation af Bondsäter …
Bondsäter er et lille, to etagers hus. Ovenpå er der to værelser, et med brændeovn og et mindre med åben pejs. Nedenunder er der en gang, et spisekammer og et gennemgangsrum mod trappen ovenpå. Og så er der husets største rum med brændekomfur, køkken og plads til spisebord og sofa. Opholdsrummet. Der man faktisk er.
Hvad det oprindeligt blev bygget til er uklart. Husejerne, det sødeste ældre par, kommer indimellem til kaffe. (Det vil sige, de kommer med kaffe. Kurven pakket med termokander, kopper og et bredt udvalg af boller og kager – for vi skal da ikke stå og bøvle med opvask, nu vi bor så primitivt, er logikken.) Og så snakker vi om husets historie, det er et evigt mysterie. Kvinden arvede det fra sin far, men han vidste heller ikke meget om huset. Det fulgte ligesom bare med et stykke skov; det som er den egentlige værdi heroppe.
Det er for stort til at være et traditionelt säterhus. (Dem, der blev bygget som sæsonbolig til dem, der passede køerne mens de var på sommergræsning i skovene.) Men samtidig for lille – og placeret mærkeligt alene og langt inde i skoven – til at være et helårs familiehus. Der er en fin tradition i træhuse med at håndværkerne diskret signerer deres arbejde, og den ældste er fundet inde under trappen: Gustav persson 1941. Hvis man nu fjernede husets inderbeklædning og isolering, og blotlagde bjælkerne, kunne man sikkert finde en inskription, der fortalte mere præcist hvornår huset blev bygget. Den beslutning er der vist ikke nogen, der tager lige foreløbig, så indtil videre hedder det sig bare at huset er bygget omkring 1930-40. Jeg ved, at det omkring 1960 har været brugt som vinterbolig for skovarbejdere med arbejdshest. Men når jeg foreslår at huset er bygget simpelthen med det formål, så stemmer det alligevel ikke helt. Til det formål er huset alligevel sådan … for stort. For grundigt bygget.
Interessen for lokalhistorie er stor (også her), og det meste af skoven er nøje kortlagt, og nogle er også i gang med at undersøge Bondsäter, men det volder dem åbenbart lidt problemer. Nogle hundrede meter inde i skoven lå engang nogle sæterhuse, og et af dem er betegnet ‘Bondsäter, gamla platsen’. Sammenstyrtede stenbunker markerer hvor skorstenen engang stod. Mosbegroede sten-firkanter viser hvor bygningernes vægge engang stod. (En af dem har stadig to dekorativt forrådnende bjælker i det, der var gavlen.) Og så er der de endeløse, bugtende stendiger. Nogle steder er digerne over en meter brede, nogle af stenene er enorme. Mennesker har gravet de sten op ad jorden, sten efter sten efter sten. Gøre jorden dyrkningsegnet, holde dyr inde, markere grænser. Forskellen på opdyrket jord, afgræsset jord og skov. Nu er det hele vokset til skov igen. Og skoven her er industri. Tømmerstokke, papirfabrikker. Det, man tjener penge på, grunden til at skoven findes.
Tilbage til Bondsäter og lokalhistorien. Der er nogen på sagen, og de holder husejerne opdateret løbende.
Indtil nu har de fundet ud af dette, og kun dette: Blandt de ældre i området er huset kendt som Fusk-Bondsäter.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 