*3 Overvældet

August 2013

Den uge i august. Hvad skete der egentlig.

Jo. Vi blev hentet ved toget af nabomanden, kørt til Lensäter, mødte familien, aftalte hvordan dagene skulle organiseres. Naboerne har en dreng, der er et år ældre end min, og vi havde på forhånd aftalt at min opgave først og fremmest skulle være at lave noget med børnene. Derudover skulle jeg hjælpe til lidt rundt omkring, vaske op, hugge brænde, den slags. Fra 10 til 16 skulle vi være hos dem, resten af tiden på Bondsäter. Vi fik en madkurv med derop, og kunne i øvrigt høste fra køkkenhaven, som var blevet sådan løseligt passet af de mange andre arbejds-gæster, der havde været i løbet af sommeren. Familien havde midlertidigt overtaget lejemålet til Bondsäter, efter at den foregående beboer var rejst. (Læs Andreas bog, hvis du vil have dén historie med.) Der var planer med huset, men for nu var det gæstebase. Det eneste møblerede rum var det store nedenunder, dér stod de til gengæld tæt. Et solidt træhavebord med tilhørende bænke, lette pindestole, mange pindestole, en mørkegrøn imiteret lædersofa, et trampeorgel, et mahognichatol, der manglede den midterste skuffe, en mindre, sortmalet masonitkommode, et hjemmebygget vaskemøbel klodset op ved siden af køkkenbænken. Hylder hængt op med groft udhuggede, krogede grene som hyldeknægte. Tørrede planter logiske og ulogiske steder. En huggeblok i hvert rum, værktøj i alle kroge. Spisekammeret var proppet til bristepunktet med oliedunke, motorsavsdele, mængder af store, uåbnede glas med syrnede grønsager (den slags, der holder for evigt, men som man aldrig vælger at spise), store, røde peberkagebøtter, der nu indeholdt et virvar af skruer, søm og ledningsstumper.

De skrig-orange vægge. Sodcirklen i loftet. Tjæreresterne på det mørkebrune plankegulv. Maleriet i firserblå og orange – verdens undergang som sofastykke.

Brændekomfurets forside var netop faldet ud, det lå på gulvet og ventede på reparation.

… og så var der det generelle rod og ikke mindst madaffald, de mange (unge!) sommergæster havde efterladt. En gennemstrømning af mennesker, der ikke indbyrdes kendte hinanden, og var rejst i utakt (alles ansvar, ingens ansvar). Vi var de sidste gæster, efter en hektisk sommer. Faktisk er det sådan, at hvis familien ikke havde overset dén aftale, midt i mylderet af mennesker, så havde de aflyst vores besøg. (Gæstematheden. Den kommer jeg til at skrive mere om, den har jeg også selv lært at kende.)

Så. Ind i dette hus kommer mor med barn.

En mor fyldt til bristepunktet med hippie-idealer og diffuse længsler – men i virkeligheden en svært renlighedselskende, ordensopdraget kvinde.

Den første nat var.

Den første nat.

Vi sov ovenpå, i det af værelserne, der havde hvide, nøgne vægge. I det andet havde nogen i løbet af sommeren skrevet digte på væggene med en sort sprittush; Ivan Malinowski og noget om hvinende myg. Vi sov på madrasser (uens størrelser, sammenstablet til én, i bedste på-ærten-stil). Drengen sov i armkrogen, han har altid sovet godt. Jeg lå vågen. Overvældet af huset, det kaos. Skoven. Stilheden. Det absolutte mørke udenfor de vinduesløse gardiner.

En uge. En hel uge, skulle vi være der. Det virkede som uoverskueligt lang tid.