August 2013
Der skete det, at mens Andrea plukkede hindbær, gik jeg en lang tur ind i skoven med de to drenge. Familiens dreng viste vejen. Hele tiden ubesværet balancerende, klatrende – hele tiden valgte han fremkommelige stier, som var underligt usynlige for mig. Jeg troede, jeg vidste bedre, gik min egen vej, holdt min dreng i hånden, bar ham når det var nødvendigt. Endte hele tiden steder, hvor der var en væltet træstamme i vejen, eller hvor det tilsyneladende jævne, mosbelagte terræn, dækkede over stenbunker eller huller. Men så nåede vi frem. Sad højt oppe på en enorm sten. Et klippestykke. Længe. Og stenen var en flyvemaskine. Så var det en båd. Drengene vidste hvad de lavede, de forstod hinandens leg.
Der skete det, at jeg allerede den anden dag nede hos naboerne forsigtigt foreslog, at jeg dagen efter ikke skulle komme ned til dem, men i stedet bruge en dag på Bondsäter. Plukke solbærrene fra de bugnende buske. Trække vejret. Lige holde en lille pause. Der skete det, at de blev lettede over mit forslag. At vi fandt hinanden i det, man lidt fancy kunne kalde begrænset social kapacitet. Eller, så kan vi sige det, som det er: Ingen af os evner at smalltalke, derfor bliver alt samvær så hurtigt så intenst. Og så bliver man lige så hurtigt træt. Og vil gerne være lidt alene.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 