August 2013
Der skete det, at jeg ryddede op i huset. Vaskede op, flyttede rundt på møblerne. For alvor så de blå vindueskarme. Så udsigten til skoven gennem vinduet.
Der skete det, at jeg gik ud i køkkenhaven. Den ligger på bagsiden af huset, på en sydvendt skråning. Indhegnet, fordi ellers kommer rådyr og elge og spiser alt. Den var tilvokset og sporadisk passet i løbet af sommeren, men når jeg kiggede nærmere efter, fik jeg øje på flere og flere grøntsager. Selvsåede overlevere fra den forrige beboer, overskudsfrø fra Lensäter, som arbejdsgæsterne havde sået. Jeg tog lidt af alt jeg fandt, snittede grøntsagerne og stegte dem på en pande. I smør. Det smagte godt.
Der skete det, at jeg plukkede solbær en hel dag. Det vil sige; befriede buskene for brændenælder og plukkede. Bagende sol. En dreng, der legede omkring mig. En dreng, der kom, når han ville mig noget, og gik, når han ville noget selv. En dreng, der kaldte plastikdrivhuset for Tomaternes Hus, og legede, at en kævle var et tog. Togskinnerne var nogle tagplader, der lå i en bunke ved husets gavl.