*12 Solnedgangstenen

September 2013

Hverdagen var også … lang. Og stille. En batteridrevet radio var (og er) eneste mulighed for menneskeskabt baggrundsstøj. Så vi hørte ret meget radio. Jeg kan fortælle, at svensk p3 er fuldstændig samme koncept som dansk; popmusik og overgearede værter. Og så havde de vignetten-på-repeat: VI ÄLSKAR NY MUSIK!!! – Som hver e n e s t e gang fik drengen til at skraldgrine, og bagefter undrende sige: Hvorfor elsker de så meget ny musik?

Underholdningsværdien stiger proportionalt med manglen på input.

Det første drengen lærte at sige på svensk, kommer også fra denne kilde: Shit vad grymt! (‘Sh’ udtales ‘kh’, ‘d’ er stumt – sig det højt og med eftertryk, så er du nede med den svenske slang. (Eller hvad de unge nu går rundt og siger nutildags, sikkert ikke nede længere.))

Men så var vi jo udenfor det meste af tiden. Der var der ikke andre lyde end vores egne, og skovens. Det år var sensommeren lun og mild. Vi gik stadig rundt i sommertøj og med feriefølelsen udstrakt. Uvirkeligt. Var det her virkelig vores hverdag. Kunne det blive ved?

Det er en mærkelig tilstand. Den findes stadig. Gæster, der kommer på besøg, spørger ofte: Hvordan er det at bo på en måde, hvor man har ferie altid? Og på en måde er det ferie altid, men det er samtidig også altid hverdag.

Hver morgen, når jeg vågnede, var det jo til en dag, hvor jeg skulle virkelig meget. Jeg skulle alt, hvad der altid følger med at tage sig af et barn på to og et halvt. Alt, hvad der hører til en hverdag; madlavning og oprydning. Nu med nogle nye omstændigheder – brønd og brændekomfur – der gjorde det mere eksotisk, men stadig bare praktiske opgaver, der skulle løses. Der var stadig masser af arbejde med at istandsætte huset, og et vildnis af en have, som jeg brændte efter at komme i gang med. Og jeg ville skrive. Det er jo altid det, jeg helst vil. Og mit arbejde, det jeg tjener mine få penge på.

Hvordan forklarer jeg det dobbelte: At jeg hele tiden var i gang, havde travlt, men samtidig følte at tiden var uendelig langstrakt. Rastløsheden og kedsomheden og udmattelsen side om side. Den euforiske frihed og klaustrofobien.

Med stilheden, som efterhånden forankrede sig, kom en ny opmærksomhed på den rytme, som fandtes uafhængigt af hvad vi foretog os. En eftermiddag så jeg noget, som jeg først troede var en ildebrand. Huset er omgivet af træer, de står tæt hele vejen rundt. Men dér, imellem træerne, blussede nu noget skinnende, rødt og orange. Nu lyder det så usandsynligt, men det tog virkelig noget tid, før det gik op for mig, at det var solnedgangen.

Jeg tog drengen i hånden og vi gik ned ad skovvejen. Bondsäter ligger højt, og tohundrede meter nede ad skovvejen er der en skråning, hvor alle træerne er fældet. Jeg opdagede, at: Der bor solnedgangen.

Og vi fandt en sten at sidde på. En stor, flad sten, som man skal gøre sig umage for at komme op på, sådan set et lille stykke klippe.

Solnedgangsstenen.

Det blev et ritual. Det blev et sted at sætte sig ned og sidde stille. Være stille. Det blev et holdepunkt i den uendelige, udstrakte tid. Vide, at nu var også den dag gået.

Og efterhånden som efteråret bed sig fast, blev det også det sted, hvor jeg opdagede at dagene blev kortere.