Rapport fra metro: Bag mig sagde en mand: “She was really milfy, that milf” og senere: “Horny! She actually told me, she was horny.” Og en mand havde en stor kamphund med sig, der havde de mest menneskelignende øjne, jeg nogensinde har set. Manden var af den type (karseklippet, ranglet, lemmedaskende men med knivskarpt blik) der gør mig instinktivt urolig. Typen jeg bevidst undgår øjenkontakt med, men alligevel hele tiden har indenfor mit synsfelt. Typen jeg forestiller mig altid er rede til at gå helt ind i en konflikt, lynhurtigt, fysisk. Men hans hund. Når metroen kørte, stillede den sig med benene mere ud til siden, så den holdt balancen perfekt, musklerne bevægede sig synligt under dens korte, mørkebrune pels, og jeg kunne ikke holde op med at kigge på den. Den gik frit rundt, uden halsbånd eller snor, den iagttog menneskerne, som om den fik noget ud af det. Vurderede os. Som jeg vurderer alle omkring mig. Forsøger at regne dem ud, komplet med fortid og fremtid, tanker og følelser. Manden sagde ikke et ord til hunden undervejs, men af og til gik han ind foran den, og fangede dens opmærksomhed med sit ansigt. Deres kommunikation. Ordløs, men så nuanceret, og jeg bilder mig ind, at jeg kunne afkode den. Jeg er bange for hunde generelt. Der er undtagelser. Denne hund var det umuligt at være bange for. Jeg ville tale med den. Jeg ville have dens opmærksomhed. På et tidspunkt snusede den til mine støvler. Jeg skammer mig over mine støvler. Det gjorde jeg ikke før jeg rejste hjemmefra. Jeg har gået i dem hele vinteren uden at skænke dem en tanke. De er fra den lokale genbrugsbutik, den ene hæl er ved at gå i stykker, snørerne har hele tiden været underligt lange og flossede, jeg plejer at proppe dem ind i støvlen, når jeg er ved at falde i dem. Nu, ude i mellem mennesker, almindelige mennesker, tænker jeg meget på mine støvler. Hvad andre mennesker tænker, når de ser mig i mine nussede støvler. Jeg vil købe nye, det bliver akut, og jeg skal aktivt minde mig selv om at jeg INDERLIGT og DYBFØLT er IMOD overforbrug. Og dette er ikke en god grund til at købe nye støvler. Hunden snusede, og vendte sit store, sørgmodige hundehoved op imod mig. Manden lavede et næsten umærkeligt kast med hovedet, der fik hunden til at gå hen i mod ham. De skulle af samme stop som mig. Jeg overvejede at stå af et stop senere. Jeg overvejede om jeg virkelig er lidt skør. Manden gik målrettet ud af metroen da den stoppede og i den modsatte retning af min. Så skyndte jeg mig også ud og hjem. Ind i lejligheden, ind til fjernsyn og internet, sikkerhed og ro.
Jeg har fået et link til en artikel om forfattere og fjernsynsafhængighed. Indtil videre har jeg kun læst indledningen. Genkendelsen i beskrivelsen af det creepy blik.
Læsere her vidste det vist godt allerede. Ellers siger jeg det bare højt nu. Det er mig med det creepy blik. Og jeg lytter også. Og skriver det ned bagefter. Til gengæld er jeg ikke i den offentlige transport så tit, for ved I hvad? Det er en helt åndssvagt udmattende måde at lade sig transportere på.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 