Oktober 2013
I de første måneder rejste vi en del frem og tilbage. Der var stadig ting, der skulle ordnes i Danmark, det hele var gået så hurtigt. Vi var væk fra Bondsäter en uge, to uger. Anden gang vi kom tilbage, var det til dette:
– Jeg tog min hjemmesko på, og kunne ikke rigtigt passe den. Jeg tog den af og rystede den. Ud faldt en lille, brun klump, der foldede sig ud i faldet, pilede hen over køkkengulvet og forsvandt ind i et hjørne. En mus. Drengen så det ikke.
– Jeg vågnede midt om natten på vores madras-stabel seng, fordi noget kildede i nakken. Jeg tog min hånd derop, mærkede noget blødt, pelset bevæge sig. Jeg tror, jeg hvinede. Jeg ved, jeg satte mig brat op, og musen faldt ned. Jeg så den pile hen over gulvet og ind i et hjørne ved skorstenen. Drengen vågnede ikke.
Der er virkelig mange ting, som findes heroppe, som jeg ikke er bange for. Mørke, ulve, at være alene.
Edderkopper.
Drengen reagerede selvfølgelig på flytningen. Det var en kæmpe omvæltning, og han er ikke den fødte naturelsker. (Anekdoten fra vores første uge i skoven, hvor drengen stod omgivet af meterhøjt græs og fortvivlet kaldte på hjælp: ‘Jeg er i bur, jeg er i bur’.) Skoven er stor og levende, alt bevæger sig og siger lyde, uforudsigeligt, ukendt. Og det er bare hvordan jeg som voksen oplever det – jeg kan sletslet ikke forestille mig, hvordan det har været for ham.
Men jeg havde bemærket, at han var blevet mere end almindeligt bange for edderkopper, og jeg var meget opmærksom på at jeg skulle gøre mig umage, for at hjælpe ham med at blive tryg i alt det nye. Jeg var den voksne, jeg var hans holdepunkt. Så længe jeg var tryg og glad, skulle han nok også blive det. Jeg flyttede edderkopperne når de forstyrrede hans leg, men jeg holdt dem hver gang i hånden, snakkede lidt om – og med – dem. Jeg gav dem navne, og historier, og han blev gradvis mere nysgerrig, og mindre panisk.
Men musene.
Jeg var rædselsslagen. Helt irrationelt bange.
Koldsved. Hamrende hjerte.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 