*15 Højeste museberedskab

Oktober 2013

Seng og musefælder krævede at jeg kørte til Sunne, den nærmeste større by. Så det gjorde jeg. Jeg havde på det tidspunkt ikke bare få penge, men egentlig ikke nogen. (Historien om mit flyttebudget kommer senere.) Første dilemma: Jeg kunne købe virkelig mange af den gammeldags træmodel. Eller to af den mere avancerede slags, som man kan tømme uden at røre ved musen. Jeg købte de to. (Forestillede mig det øjeblik, hvor jeg skulle forholde mig til en ægte, død mus. Koldsved, hjertet hamrede.)

Næste stop var i genbrugsbutikken; Hamsterboa. Jeg fandt en sengeramme af passende størrelse. Desværre var den lavet til en boksmadras, og dem var der ingen af i Bondsäters ellers rige madras-udvalg. Men jeg tænkte: Pyt, jeg laver da bare en lamelbund selv.

Sidste stop i byen, var for at købe kattemad.

Kattene kunne jeg hente hos naboerne. De havde to (søster)hunkatte, der begge havde fået killinger denne sommer, så jeg måtte hellere end gerne overtage en kattemor med to unger. Det er robuste udekatte, der klarer lidt af hvert – lige hvad jeg havde brug for.

Problemet var bare at den hunkat, de gerne ville af med, overhovedet ikke ville i nærheden af mennesker. Jeg lavede en storm P-værdig konstruktion; en kurv med et vippelåg og en snor og en makreldåse som lokkemad, mig på lur bag et hushjørne – og det lykkedes mig at fange begge killinger. En korthåret, gråstribet og en langhåret, ensfarvet grå. Jeg placerede killingerne i bilen, og forsøgte endnu en gang med moren, men hun var klogere end det. Jeg måtte opgive. Killingerne var rigeligt store til at komme fra deres mor, så jeg blev enig med naboerne om at køre hjem med dem. Prøve at indfange moren en anden dag.

Så kørte vi hjem. Drengen og mig, og vores to nye katte.
Bortset fra museproblemet, var det i sig selv stort, at vi nu skulle udvide husstanden med dyr.
Det var en del af drømmen.

Men da jeg parkerede bilen, og skulle lukke kattene ud, var den ene væk. Den langhårede. Ikke bare lidt væk. Fuldstændig forsvundet.
Jeg bar den gråstribede ud, satte den ned ved madskålen og gennemsøgte bilen igen. Og igen. Fandt hulrum og steder, der kunne åbnes, som jeg slet ikke kendte til, men ingen kat. Jeg blev enig med mig selv om at killingen måtte være løbet ud, uden at jeg havde set det. Gemt sig. Den kom sikkert frem snart. Eller var den stadig hos naboerne?

Vi blev længe ude ved den gråstribede killing. Drengen fik lov at give den navn: Kiki.

Det var hyggeligt med en killing, men også noget rod. Hvor var den anden? Det var synd for den, der nu var alene. Og kattemoren, det var jo den, der skulle løse museproblemet.

Før jeg gik i seng, satte jeg de fire musefælder op. To i køkkenet, to ved skorstenen i soveværelset. Endnu en lang aften og nat med masser af gumlelyde og trippende fodtrin.
Koldsved og hjertet, der hamrede. Ingen fælder, der klappede.

Men næste morgen, fandt jeg den langhårede killing. Hun lå yndigt sammenrullet på bagsædet af bilen og sov. Så fortumlet op, da jeg åbnede døren og løftede hende ud. Hun spandt og strakte sig. Jeg gav hende navnet: Bambus.

Oktober 2013