Oktober 2013
Jeg husker ikke præcis hvor mange dage det tog mig at få sengen klar. Det vil sige hvor mange flere nætter vi sov på madrasserne. Det vil sige hvor mange flere nætter jeg ikke rigtigt sov. Musevagt.
Jeg siger det lige igen: Er I klar over hvor meget mus larmer?
Hele tiden høre dem, aldrig se dem.
Avanceret nerveflosning.
Det med sengen tog tid af flere grunde. Lamelbunden var egentlig det enkleste, men tidskrævende at lave selv. (Der er en pointe her omkring proportions-forholdet mellem pengemangel og tidsforbrug, som jeg skal huske at vende tilbage til!) Jeg brugte absolut alt, hvad jeg kunne finde rundtomkring af pinde på de en meter og tyve, som sengen var bred. Snittede det værste bark og snavs væk. Fandt noget tyndt, hvidt reb, som der var enorme mængder af i staldens kaos. Snoede rebet om pindene, sådan at det dannede en bund. Det tog tid. Men det lykkedes over al forventning. Og blev pænt på westernmåden.
Selve sengerammen viste sig at være uventet vanskelig. Der fulgte ingen umbracco-skruer med, fordi; genbrug. Det havde jeg opdaget allerede i butikken, så jeg havde købt nogen i en byggehandel. Men det viste sig at standardstørrelsen ikke kunne bruges; de skulle være virkelig lange. Jeg kørte hele vejen til Sunne igen, var i mange butikker. Ingen steder fandtes de lange nok. Tilbage til Bondsäter, hvor der overalt var værktøj og et væld af gamle søm og skruer. Intet, der rigtig passede, men meget, der kunne forsøges. Det blev noget med beslag i forskellige størrelse, virkelig meget lim, nogle enormt lange skruer, skruet i med en virkelig dårlig skruetrækker, og syvtommers søm for resten. Sengens fire sider var stablet op mens jeg samlede, og faldt hele tiden fra hinanden. Drengen skulle hele tiden holdes afstands-beskæftiget, så han ikke kom for tæt på. Havde hele tiden en ble, der skulle skiftes. Der var mad, der hele tiden skulle laves og spises, vand, der skulle hentes i brønden, brænde, der skulle hugges og bæres ind, tænde op og så videre.
Dagen, der hele tiden gik, smuldrede og forsvandt.
Og det blev aften. Igen. Og Igen. Drengen sov. Sov tungt og trygt og godt. Jeg sad oppe. Lyttede. Forsøgte at overbevise mig selv om det irrationelle i min reaktion. Overtale mig selv til at slappe lidt af.
Fælderne. Tjo, de klappede indimellem. Men musene slap væk. Eller musene spiste indholdet, uden at de klappede. Eller musene ignorerede fældernes lokkemad, gik udenom og på jagt andre steder. Jeg testede solsikkekerner, rosiner, ost, brødstumper. Pølsestumper, forskellige størrelser.
Som sagt, jeg husker ikke hvor mange dage der gik. Måske var det kun tre-fire dage. Hektiske dage, lange aftner, søvnløse nætter.
Før det, jeg så bævende både håbede og frygtede, endelig skete.
Den første mus gik i fælden.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 