Oktober 2013
Nu har jeg fortalt om noget ganske forskrækkeligt. Nu vil jeg fortælle om noget rart. Som også handler om at alt bliver rutine.
Altså, Bondsäter har en brønd. Når man skal bruge vand, går man ned ad en skrænt. Billedet er taget nede fra brønden. Dengang jeg flyttede hertil, var der en stor, frønnet træplade over brøndens cementrør. (Det var før lækkerheden kom til, jeg har desværre ikke et godt før-billede). Brøndspanden var af blå plastic, med lidt malingsrester udvendigt og et reb bundet om håndtaget, den er også skiftet ud sidenhen, med noget mere natur-stiligt.
Proceduren: Skubbe pladen til siden, smide spanden i vandet, trække den op, skvulpende fuld. Vandet. Den dybmørke kølighed, smagen af det skovdyb, vandet gror i.
Bondsäter har et køkken med en vask og fungerende afløb. Som sådan er det meget civiliseret. Det blev hurtigt rutine, at vand ikke kommer ud af en vandhane, men fra et halvlitersmål i en spand. Det blev rutine at huske at hente vand, før mørket faldt på. Sørge for ikke (aldrig!) at vågne til en tom vandspand – fordi mængden af opgaver, der skal løses, før kaffen er klar, skal minimeres. (Skal!) Det blev rutine altid at have at have mobiltelefonen i lommen, når jeg gik til brønden, sådan at HVIS NU jeg faldt på den stejle, ofte glatte, sti, kunne jeg ringe efter hjælp.
Der er en rutine for alt, alt bliver rutine.
Og her kommer a pro pos en indskudt brevkasse, for dette spørgsmål har stort set alle gæster stillet:
– Hvordan børster man tænder her?
Første gang, jeg stod overfor det spørgsmål, var jeg meget forvirret. Gæsten stod med tandpasta på tandbørsten, lige ved siden af vasken.
– Man, øh, man putter tandbørsten i munden og … børster? foreslog jeg tøvende.
Det viste sig, at spørgsmålet gjaldt hvordan vandforsyningen skulle foregå, når der nu ikke var rindende vand. Fra da af var jeg bedre forberedt, og kunne svare:
– Man hælder vand op i et glas, og bruger det, når man skal skylle.
Bonusinfo: Hvis man vil, kan man også tage vandglas og tandbørste med udenfor, og børste tænder der, spytte ud i græsset. Det kan være meget rart, især om sommeren. Man kan sådan set gøre det samme, hvis man har en vandhane.
Men. Så er der det med at bade. Det er mere omstændeligt. På Bondsäter foregår det i en stor, sort, firkantet balje. En murerbalje. Først skal der tændes op, så skal der hentes vand. Den store gryde skal fyldes, man skal vente på at det bliver varmt. Hente flere spande, koldt vand at blande op med, til man får den rigtige mængde i den rigtige temperatur. Hvis det er vinter, og det skal være meget godt, skal der omkring to spande varmt og tre spande koldt vand til. Hvis det kun handler om at blive ren, er en spand varmt og to spande koldt rigeligt. Meget mindre kan også gøre det, variationsmulighederne imellem klatvask og reelt bad er uendelige.
Søndagsbadet. Sådan var det i begyndelsen. Der var mange ting, jeg gjorde på bestemte dage, simpelthen for selv at vide, hvilken dag det var. Markere en forskel på dagene.
Søndag var den dag vi altid gik en lidt længere skovtur, med en lidt større og bedre madpakke. Den dag jeg ikke arbejdede så meget. Legede lidt mere.
Og så var det badedagen.
I begyndelsen var badet en begivenhed, der fyldte mindst halvdelen af dagen. De mange ture op og ned ad skrænten, timingen af vandets opvarmning. Planlægning, beregninger, logistik og detaljer, der skulle huskes og alt skulle gå op.
At nå frem til badet, var et lille maraton i sig selv.
Jeg husker det tydeligt. Jeg skrev det i dagbogen.
Den dag, jeg lå sammenfoldet i baljen, omsluttet af det varme vand, og det gik op for mig: Det var første gang at forberedelserne til badet ikke overskyggede selve badet.
Der er rutiner for alt, alt bliver rutine.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 