Oktober 2013
Den attende oktober kom frosten. Solen skinnede, alt var sprødt. Birkens blade, som dag for dag var blevet gulere, faldt den dag til jorden i kaskader. Gennemlyst. Faldende guld.
Vi gik tur. Mig, drengen og killingerne. De gik med hver gang. Kravlede op på skødet, når vi holdt pauser. Vi gik kun korte ture dengang. Så korte at drengen selv kunne gå både frem og tilbage. (Kunsten at vide, hvornår man skal vende om.) Vi gik til gengæld mange ture, flere gange om dagen. Små ekspeditioner, nye stier blev afprøvet, erobret.
Nu. Nu går drengen langt og lige så hurtigt som mig. Vi kender skoven godt nok til at have yndlingssteder og rundture, faste sten at stoppe op ved. Der er den væltede træstamme, hvor drengen kan lide at lege. Der er stedet, hvor der ofte er spor efter elge; aftryk af klove, fladtrykt græs, hvor de har ligget. Lort.
Der er så meget, der er anderledes nu. Men der følger stadig altid katte med, når vi går tur.
Jeg har skrevet om den første tid i skoven nu. Om august, september, nærmer mig slutningen af oktober 2013.
Det føles som et godt sted, at stoppe lidt op.
Jeg vil finde et bedre navn til denne blog. Jeg overvejer mange forskellige muligheder, og det bliver samtidig til en søgen efter fællesnævneren for denne historie. Min. Hvad er meningen med det hele? Hvordan samle det i en overskrift?
Jeg har ikke fundet den rigtige endnu, men mine overvejelser gør mig klogere på min egen historie. Samtidig ved jeg, at det mest siger noget om min historie nu. Hvor jeg fortæller fra, hvad jeg ser lige nu.
Jeg ser: At mit skoveventyr foregår i cirkler.
Jeg opdager ting, glemmer dem, genopdager dem. Jeg bliver klogere, glemmer, erfarer igen. Og igen.
I dag overvejede jeg denne titel: At finde hjem i skoven.
Den kommer jeg ikke til at bruge, den er for … tung.
Men den fortæller noget vigtigt, som jeg ikke vil glemme. Ikke igen, og derfor skriver jeg det her:
At finde hjem er ikke noget, der sker en gang for alle. Det er noget, jeg gør i cirkler. Jeg finder hjem i mig selv, farer vild, finder nye veje, finder nyt hjem samme sted.
I dag har været sådan en god dag. Jeg har lige været i Danmark, og kom hjem til at sneen var smeltet; alt var grønt og mudder og isslag. Men i dag dalede sneen dagen lang, indhyllede alt i kridhvidt pudder. Det tæppe, der gør alle hjørner runde, overgangene bløde.
I morgen er der rally, og der kommer gæster, og det bliver en helt anden slags dag.
En bål- og pølser- og heldagskaffe-dag.
Bagefter; dagen efter og den næste. Så er det hverdag igen.
Hverdag på den måde, som jeg med jævne mellemrum skal genfinde.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 