November 2013
Novembers første opgave var at skaffe brænde. Det foregik landsby-mafia-style, dvs. med næsten-nabo Debbi som mellemled, der sagde god for mig, sådan at jeg fik brændet til lokal-pris – og i det hele taget fik lov til at købe den mands brænde.
Undervejs måtte vi akut omkring en anden næsten-nabo, der havde et meget sygt får, som Debbi skulle kigge til. Selv var han hos rigtig-naboerne sammen med deres teenagedreng, mens de ventede på at noget familie kom frem med toget.
Så gik Debbi rundt og rundt med fåret (en smuk, sort vædder), mens jeg underholdt drengen med kaninerne. (De samme kaniner, som senere af omveje endte hos mig.) Der var mange telefonopkald, noget logistik, der ikke rigtig ville gå op. Og så blev det sådan, at det var lettest at jeg hentede kvinden, der skulle hen til naboernes teenager, ved toget, sådan at fårets ejer hurtigere kunne komme hjem til sit syge dyr.
Da den plan endelig var på plads, gik det hele hurtigt: Lyntur til brændemand, lave håndslagsaftale – videre til hans brændelager og fylde bagagerummet (fordi brændebehovet var akut) – videre til næste lokale svensker; manden med traktoren, der kunne transportere brændet hjem til mig. Debbi forklarede igen, hvem jeg var og vi lavede en aftale om levering ugen efter – og så til toget: Hente en fremmed kvinde, præsentere sig, småsnakke i bilen på vej igennem skoven, tilfældigt spille en melodi, der fik hende til at græde af lykke over endelig at være i skoven igen – og så hjem.
Spise, i seng. Sove. Godt.
Kontrasten til de andre dage. De stille dage.
Men efter den dag, ja, så syntes jeg endnu mere, at jeg rigtig boede her.
Det er noget med en skovregel: Dagen bliver aldrig, som man forestiller sig. Slet ikke hvis man planlægger noget bestemt. Men det er også noget med at opleve dette, at alle kender hinanden, og er forbundet på forskellige måder – af helt lavpraktiske grunde.
– Og, sjov detalje: Da brændet blev leveret, trådte den gamle mand ud af sin traktor, og sagde (på svensk, selvfølgelig, min oversættelse):
Ja, det er jo sjovt at komme tilbage hertil. Jeg boede her en vinter da jeg var femten.
Det viste sig, at hans far havde været skovarbejder. Sæsonarbejde; to mand og en hest arbejdede hele vinteren med Bondsäter som base. Siden sidst jeg skrev om husets oprindelse har jeg fået et tips (på facebook, kilden til al nyttig viden) fra en dansker, der bor endnu længere nordpå, om at huset kan være bygget som et bolags-torp. Et firmaejet og -bygget hus. Det lyder jo ikke helt hen i vejret.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 