November 2013
Udover pengebekymringerne, var der også noget andet der nagede mig. Ensomhed. Ikke som et akut eksisterende problem, egentlig. Men selve tanken. Mig alene i en skov med et barn. Så sært, så stille. Så overhovedet ikke godt nok. Livet i skoven var nødt til at involvere andre mennesker på hverdagsbasis. Naboerne var virkelig søde og gæstfrie, og der var mange naturlige sammenkomster i forbindelse med at vores drenge legede sammen. Men. De er en familie. To voksne, flere børn. Deres situation var en helt anden end min.
Og hvad var min situation egentlig? Hvad var fremtidsperspektiverne?
Kollektiver. Skulle jeg omdanne Bondsäter til et kollektiv? Åh, jeg overvejede det, men jeg er bare ikke kollektivt anlagt. (Når jeg genlæser min dagbog fra november måned, er det påfaldende hvor nærmest besat, ja, ligefrem rasende, og pinligt fordomsfuldt jeg skrev om kollektiver. Side op og side ned. Og så indimellem et suk: Skulle jeg alligevel prøve?
Jeg vil gerne understrege, at jeg 1) Ingen erfaringer har med kollektiver 2) Principielt intet har i mod kollektiver. Raseriet falder kun tilbage på mig selv, og mine frustrationer over ikke at have fundet løsningen på mit problem.
Skulle jeg skynde mig at finde en kæreste, der kunne flytte ind, og så kunne vi lave vores egen (hippiehappy) familie? Ja! Hellere end gerne. Men. Sådan virker det jo ikke, det fås ikke på bestilling. Især ikke når man er en skrammet, desillusioneret enspænder-særling. Sådan en, der har brugt hele sit voksenliv på at fejle i parforhold. Nej, næppe noget quick-fix.
Nu hvor aftnerne ikke længere var fyldt ud med museangst, var der god ro til at gruble – og en aften fik jeg en idé, der måske – måske – ville løse begge problemer på en gang; både manglen på penge og selskab …
Maja Elverkilde // Pote Produktion 