*23 Der er eksotisk, og så er der ucharmerende

November 2013

Pensionat Bondsäter. Det var idéen. Der var to værelser ovenpå, det ene kunne indrettes som gæsteværelse, og folk kunne komme på besøg. Betale for kost og logi, og for oplevelsen af en hverdag med brændehugning og alt det der. Jeg kunne tjene lidt penge og få besøg på en ny måde.

Jeg var entusiastisk; åben for en ny måde at møde mennesker på, ivrig efter at dele mit nyfundne skovparadis.

Men, der er altid et men.

Jeg så mig omkring i huset med mulige gæsters øjne. Øjne, som hverken så forbedringerne i forhold til hvordan huset så ud, da jeg flyttede ind. Og heller ikke så, hvordan huset kunne komme til at se ud, hvis det var beboet og elsket tilstrækkelig længe.

Alt det arbejde, der var gjort i løbet af efteråret havde gjort huset beboeligt. Det store rum nedenunder var blevet hyggeligt. Men resten … Trapperummet var en træbeklædt, mørk cigaræske. Trappen var lukket med en væg, så det var som at gå op ad en sort korridor. Når man så kom ovenpå, var soveværelset iskoldt, og det eneste møbel var den hjemmesnedkerede seng. Et sted manglede en lofts-brædde, og rockulden hang løst ned. Det, som skulle være gæsteværelset, stod gabende tomt. På væggen var der skrevet digte med sprittusch.

Huset var ikke egnet til at modtage gæster, der skulle betale for at være der.
Der er eksotisk, og så er der ucharmerende.

Jeg havde jo planlagt hen ad vejen at gøre mere ved husets indretning. Samtidig var jeg tøvende overfor store investeringer. Det hele var kun et eksperiment. Halvandet år, det var planen. Alt stod åbent, jeg havde bare fremlejet min lejlighed. Der var alle mulige fornuftige grunde til at jeg kunne ende med at flytte tilbage. Når som helst.

Jeg havde haft de samme overvejelser i forhold til haven, det vildnis: Hvor meget skulle jeg grave og anlægge, hvis jeg alligevel skulle rejse fra det hele igen? Men dér kunne jeg argumentere med at jeg ville lære noget nyttigt, som altid ville kunne bruges igen i andre haver. Og det kostede ikke andet end tid og slid.

Det var anderledes med huset. Det ville koste penge. Jeg skulle bruge penge, for at måske tjene penge. Og så ville jeg stadig kun kunne lave hurtige lappeløsninger. Bondsäter bar i forvejen så meget præg af hurtige løsninger. Malede masonitplader på loft og vægge, afskallet linoleum på nogle vægge.

Væggen under trappen var den eneste i hele huset, der ikke var tildækket. Det eneste sted, hvor man kunne se, at der indenunder faktisk var et rigtigt, solidt bjælkehus. Vinden stod lige ind, og musene havde en bekvem korridor, der hvor fodlisten manglede.

Alligevel holdt jeg af den væg.