*24 Så kom skorstensfejeren

November 2013

Så kom skorstensfejeren på sit årlige besøg.

Og erklærede brændeovnene i alle rum pånær køkkenet for ubrugelige. En af dem decideret farlig. (Heldigvis den i trapperummet, som jeg stort set ikke havde brugt. Heldigvis.)

Så blev pensionatsideen effektivt lagt på is.

Jeg testede en anden idé: At læse andres tekster og give dem gode råd og vejledning for penge. Jeg er en god læser. Hvis der er noget, jeg kan sige, helt uden behov for at pakke det ind i forbehold, så er det dette. Jeg fik også opgaver. Og godt betalt.

På en måde en god løsning. Men så alligevel ikke.

For at kunne løse den opgave ordentligt, skulle jeg nemlig bruge det samme, som for at kunne skrive: Uforstyrret tid.

Som jeg vist har fået nævnt et par gange, var hverdagen tæt pakket med praktiske opgaver, plus den der dreng. Bledreng, ikke en alder, hvor man underholder sig selv særlig lang tid ad gangen.

Så kunne jeg jo beslutte mig for at lade være med at skrive i en periode, kunne man indvende. Det kunne jeg vel. Men det kan jeg ikke. Når jeg ikke kan skrive (eller bare ikke får det gjort) bliver jeg et mildt sagt miserabelt menneske. Utilfreds, bitter, gnaven, indebrændt. Ingenting giver mening, hvis jeg ikke skriver. (Og dette siger jeg langt fra lige så bramfrit, som at jeg er en god læser. Dette siger jeg skamfuldt, med visheden om alle de fingre man kan pege af det forkælede, ved dette udsagn – og kan mennesker i dette årtusinde overhovedet tillade sig at sige, at jeg SKAL have uforstyrret tid til at skrive, fordi ellers har jeg det dårligt …? Nuvel. Det er en vigtig del af historien om hvorfor jeg er her, og i øvrigt tror jeg ikke på at nogen skal tvangs-indlægge sig selv til et pligtliv fra vugge til grav. Ikke at jeg har universalløsningen på erstatningen for hverken demokrati eller velfærdssamfund, jeg siger bare, at jeg ikke vil argumentere for at blive i et system, der efter min mening har fejlet så eftertrykkeligt. Ja, jeg taler om ALT; kapitalisme, demokrati, institutionalisering af alt, privatisering af mere, effektivisering, globalisering, nyhedsflow og stimuli-narkomani – og nej, utopier som fx kommunisme er ikke svaret. Afværge-blinke-smiley.)

Tilbage til mit konkrete problem: Hvis jeg skulle satse på at tjene penge, ved at bruge de få uforstyrrede, stille timer, som der var i et døgn. Så ville jeg aldrig, aldrig få tid til at skrive noget selv. Så. Det var heller ikke en løsning.

Nu skriver jeg om noget, der foregik over to måneder. Hele november og december gik med de her overvejelser. Frem og tilbage og flere forsøg, flere runder af tvivl.

Imens lavede vi en masse andet. Flyttede om i huset igen. Første resultat af skorstensfejerens besøg var jo at vi selv var nødt til at flytte alle aktiviteter ned i køkkenet. Nu var det ikke kun stue og køkken, men også soveværelse og kontor.

Egentlig var det meget hyggeligt. Når drengen blev lagt til at sove om aftenen, sad jeg med stearinlys ved spisebordet og skrev. At lytte til hans regelmæssige åndedræt. For ham at falde i søvn til skrivemaskinens larm.

Hvis man tog alle de store overvejelser, pengebekymringerne og ensomheds-fremtidsperspektivet ud af billedet – så havde vi det egentlig godt. Her og nu, drengen og mig.

Og indimellem passede vi naboens hund. Eller lånte den bare for selskabets skyld.