6. december 2013
I begyndelsen af december kom sneen. Det havde jeg ventet på, ligefrem glædet mig. En del af at flytte, var også at komme til et andet klima – væk fra det fugtige, grå, blæsende mellemtings-ingentings-vejr. Jeg havde et solidt madlager klar, til hvis vi nu skulle sne inde. Jeg vil ikke påstå, at jeg var fuldstændig rolig ved udsigten til det, men: Beredt.
Ti dage senere, så der sådan her ud:
16. december 2013
Og vejen så sådan her ud:
16. december 2013
I en uge. Vi var iset inde.
Selv ikke de lovpligtige pigdæk på Volvoen kunne klare turen ned af bjerget på den vej. (For nu ikke at tale om at den baghjulstrukne Volvo viste sig at være den ca mindst egnede bil til dette terræn. Men det er en anden historie.) Og historien om at ise inde, den er ikke så meget længere end det her. Vi havde masser af mad. Vi havde masser at give os til, både ude og inde. Den vigtigste erfaring var, at jeg havde brug for at kunne oplade mobiltelefonen på en anden måde end i bilen. Det var sådan en tussegammel mobiltelefon jeg havde, og den holdt godt på batteriet. Men jeg vidste jo ikke hvor længe, det skulle holde. Vidste ikke hvor længe der ville gå, før isen forsvandt – eller sne faldt ovenpå – og jeg igen kunne køre. Jeg sparede på telefonen til nødsituationer, ringede ikke til nogen, sendte højst en sms. Det forstærkede følelsen af isolation.
Måske var det derfor, jeg igen begyndte at tænke på ideen om Pensionat Bondsäter.
Og besluttede, at det da måtte kunne lade sig gøre.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 